Saa maaneklar og stille Laae Natten over Eng; Jeg satte mig ved Kilde, Og stemte der min Stræng; I Skovens Skjød Dens Tone lød Og vakte Hjorten vilde, Som laae paa Blomsterseng. Du Skovens lette Dandser Med ranke Hals og Been, Stryg Duggen af dit Pandser, lil over Busk og Steen! O, spring afsted, Tag Budskab med Til hende, som sig krandser Med Skjønheds Rosengreen. Du lille Fisk, som sover Paa Kildens klare Bund, Stig op i dine Vover, Vaagn op nu af dit Blund, Og svøm afsted, Tag Budskab med Og slig, hvad jeg ei vover At sige med min Mund. Du spæde Fugl, du smukke, Som ligger luunt og blødt Høit i din lille Vugge, Og sover tæt og sødt; Vaagn op, og stræk Din Vinge kjæk, -- Snart har ved mine Sukke Mit Hjerte sig forblødt. Du Muus, som trygt kan bygge Dybt under Egens Rod, Kom frem i Nattens Skygge Alt paa din spæde Fod! O, løb afsted, Tag Budskab med, Og for mit Hjertes Lykke Vov selv dit unge Blod. Forlad de dunkle Gange, Du blanke, sorte Snog, Og lyt til mine Sange, -- Du er jo snild og klog; Kryb snel og svai Paa Hendes Vei, Som aner ei, hvor bange For hende Hjertet slog. Du lette Sky, du hvide, Som paa det stille Blaae Saa sagtelig mon skride Med Maanens Sølvbrærn paa: O, iil, fortæl, At her i Qvæld Du saae min Taare glide Som dine Perler smaa! Og ved min Fedels Tone Hiint hemmelige Ord, Som skal min Qval forsone, Med Suk jeg dem betroer; Og Musen løb, Og Snogen krøb Og over Egens Krone Guldvinget Fuglen foer. Den Fisk i blanke Vrimmel, Den Hjort blandt sine Lam, Den Sky paa Nattens Himmel Mit stærke Ord fornam; Og Hjorten sprang, Og Skyen svang Sig bort, og fra sin Stimmel Den Skjælbedækte svam. Der sad jeg, taus, alene, -- Jeg hørte Hjertets Slag; Bag fjerne Fjeldes Stene Sank Maanen bleg og svag; Og, som den veg, Frem Solen steg, Og fra de grønne Grene Mig vinked Haabets Flag.
En Sangkreds : 6 Sange
Song Cycle by Peter Arnold Heise (1830 - 1879)
1. Violinspilleren ved kilden  [sung text checked 1 time]
Authorship:
- by Christian Winther (1796 - 1876), "Violinspilleren ved Kilden"
See other settings of this text.
Text with modern spelling:
Så måneklar og stille lå natten over eng; jeg satte mig ved kilde, og stemte der min streng; i skovens skød dens tone lød og vakte hjorten vilde, som lå på blomsterseng. Du skovens lette danser med ranke hals og ben, stryg duggen af dit panser, il over busk og sten! O, spring afsted, tag budskab med til hende, som sig kranser med skønheds rosengren. Du lille fisk, som sover på kildens klare bund, stig op i dine vover, vågn op nu af dit blund, og svøm afsted, tag budskab med og sig, hvad jeg ej vover at sige med min mund. Du spæde fugl, du smukke, som ligger lunt og blødt højt i din lille vugge, og sover tæt og sødt; vågn op, og stræk din vinge kæk, – snart har ved min sukke mit hjerte sig forblødt. Du mus, som trygt kan bygge dybt under egens rod, kom frem i nattens skygge alt på din spæde fod! O, løb afsted, tag budskab med, og for mit hjertes lykke vov selv dit unge blod. Forlad de dunkle gange, du blanke, sorte snog, og lyt til mine sange, – du er jo snild og klog; kryb snel og svaj på hendes vej, som aner ej, hvor bange for hende hjertet slog. Du lette sky, du hvide, som på det stille blå så sagtelig mon skride med månens sølvbræm på: o, il, fortæl, at her i kvæld du så min tåre glide som dine perler små! Og ved min fedels tone hint hemmelige ord, som skal min kval forsone, med suk jeg dem betror; og musen løb, og snogen krøb, og over egens krone guldvinget fuglen for. Den fisk i blanke vrimmel, den hjort blandt sine lam, den sky på nattens himmel mit stærke ord fornam; og hjorten sprang, og skyen svang sig bort, og fra sin stimmel den skælbedækte svam. Der sad jeg, tavs, alene, – jeg hørte hjertets slag; bag fjerne fjeldes stene sank månen bleg og svag; og som den veg, frem solen steg, og fra de grønne grene mig vinkte håbets flag.
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
2. Du gav mig den røde rose  [sung text checked 1 time]
Du gav mig den røde rose, som hvilte ved dit bryst; ak, hvorfor måtte den nyde kun så kort den salige lyst? Du gav mig også dit hjerte, men ak! du tog det igen, jeg og den røde rose vi visne nu begge hen.
Authorship:
- by Anonymous / Unidentified Author
Based on:
- a text in German (Deutsch) by Heinrich Heine (1797 - 1856), no title, appears in Neue Gedichte, in Neuer Frühling, no. 24
Go to the single-text view
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- ENG English (Maryanna Morthensen) , "You gave me the red rose", copyright © 2014, (re)printed on this website with kind permission
3. Tiderne komme og vandre  [sung text checked 1 time]
Tiderne komme og vandre, i muld synke slægterne ned; dog aldrig ganger til hvile min håbløse kærlighed. O, kunne kun én gang jeg se dig og synke ned for din fod, med døden i hjertet betro dig, hvad i livet du aldrig forstod.
Authorship:
- by Anonymous / Unidentified Author
Based on:
- a text in German (Deutsch) by Heinrich Heine (1797 - 1856), no title, appears in Buch der Lieder, in Die Heimkehr, no. 25
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]4. Hvile  [sung text checked 1 time]
Solen er slukket, dagen forstummer, skyerne stå ved himlens rand. Stjernerne smile; drømme og slummer favne i stilhed hav og land. Ak, når min dag nu snart er tilende, kunne jeg da, som blomsten dér, hylle mit hoved blødt og mig vende mig trygt mod det unge morgenskær!
Authorship:
- by Christian Winther (1796 - 1876), "Hvile"
See other settings of this text.
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]5. Hvile paa vandringen  [sung text checked 1 time]
Priis være Himlens hvalte Blaae, Og dig, o! Dagens demantne Fakkel; Tak være alle de Lamper smaa I Aftnens Tabernakel! Langs Strømmens Vove, I dunkle Skove, Hvor lumske, lurende Farer sove, Vi Veien fandt! Her Dæmringens duftende, milde Vind Os qvæger sødt efter Dagens Qvalme! Her kjøler perlende Dug vor Kind, Den drypper fra Fredens Palme; Her Druer søde Paa Ranken gløde, Her Kildens Bølger vor Læbe møde, Og Ro vort Bryst. Saa dybt i den spirende Blomsterseng Det trætte Hoved vi trøstigt dukke, Mens Natten gaaer over Mark og Eng Vort Sovekammer at lukke; Snart Sløret svinder Fra Himlens Kinder, — Da til vor Vandring vi atter finder I Barmen Mod. Da løfter Lærken sig muntert op Paa sine spæde, klingende Vinger, Den stærke Ørn over Fjeldets Top Sin Tak til Himmelen bringer; Med gyldne Pande De Bjerge stande, Og med Naturens Raab vi blande Vor Jubelsang!
Authorship:
- by Christian Winther (1796 - 1876), "Hvile paa Vandringen"
Go to the single-text view
Confirmed with Christian Winther, Digte, gamle og nye, C.A. Reitzel, Kbh., 1832, pp. 33–34.
Text with modern spelling:Pris være himlens hvalte blå, og dig, o! dagens demantne fakkel; tak være alle de lamper små i aftnens tabernakel! Langs strømmens vove, i dunkle skove, hvor lumske, lurende farer sove, vi vejen fandt, vi vejen fandt! Her dæmringens duftende, milde vind os kvæger sødt efter dagens kvalme! Her køler perlende dug vor kind, den drypper fra fredens palme; her druer søde på ranken gløde, her kildens bølger vor læbe møde, og ro vort bryst, og ro vort bryst. Så dybt i den spirende blomsterseng det trætte hoved vi trøstigt dukke, mens natten går over mark og eng vort sovekammer at lukke; snart sløret svinder fra himlens kinder, – da til vor vandring vi atter finder i barmen mod, i barmen mod. Da løfter lærken sig muntert op på sine spæde, klingende vinger, den stærke ørn over fjeldets top sin tak til himmelen bringer; med gyldne pande de bjerge stande, og med naturens råb vi blande vor jubelsang, vor jubelsang!
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
6. I hjemmet  [sung text checked 1 time]
Vildt flyver Høg Over Land, over Vove, Taus sidder Gjøg I de brogede Skove; Høstvinde drysser Blade paa Dysser Hisset, hvor Oldkjæmper sove. Her kan jeg frit Aande Luft i min Lunge, Alt her er mit, Og om Alt tør jeg sjunge; Vandre i Drømme Stærke og ømme, Høre, hvor Bølgerne runge. Glemme jeg vil, Hvor mit Hjerte har sittret, Strængenes Spil Var forstemt og forbittret; Tanker og Sange Sløve og bange Sadde, som Slaver bag Gittret. Hæv dig, min Sang, Paa din klangfulde Vinge! Fædrenes Vang Du en Hilsen skal bringe; Huldt gjennem Dale Tonernes Tale Smelte og jublende klinge!
Authorship:
- by Christian Winther (1796 - 1876), "I Hjemmet"
Go to the single-text view
Confirmed with Christian Winther, Sang og Sagn, 2. forøgede oplag, P.G. Philipsen, Kbh., 1858, pp. 144–145.
Text with modern spelling:Vildt flyver høg over land, over vove, tavs sidder gøg i de brogede skove; høstvinde drysser blade på dysser hisset, hvor oldkæmper sove. Her kan jeg frit ånde luft i min lunge, alt her er mit, og om alt tør jeg sjunge; vandre i drømme stærke og ømme, høre, hvor bølgerne runge. Glemme jeg vil, hvor mit hjerte har sitret, strængenes spil var forstemt og forbitret; tanker og sange sløve og bange sade, som slaver bag gitret. Hæv dig, min sang, på din klangfulde vinge! Fædrenes vang du min hilsen skal bringe; huldt gennem dale tonernes tale smelte og jublende klinge!
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]