Som fugle i den grønne lund
vi skal for bønder kvæde,
saa det kan gaa fra mund til mund,
fra slægt til slægt med glæde.
[ ... ]
Det være skal vor største fryd
som skjalde barneglade,
naar hoppe kan ved sangens lyd
selv bare ben paa gade.
Det kaldes skal vor bedste sang
til evig ros og minde,
som løber rundt i Danevang,
naar piger negen binde.
Det være skal vor hæderskrans,
naar vore toner milde
med pigerne gaar let i dans
ved hvert et bøndergilde!
En Snes danske Viser (1917)
23. For bønder himlens fugle mer  [sung text checked 1 time]
Authorship:
- by Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783 - 1872), no title, appears in Fugle-Vise til Bonde-Frihedens Priis i Danske Samfund 1840, first published 1840
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]24. Der er et land saa kosteligt  [sung text checked 1 time]
Der er et land saa kosteligt alt under nørrelide, kun ét, jeg véd, er landet sligt paa verdens vesterside, det sært i nord er tunget ud, og til en tunge fin af Gud det er vist og beskaaret. Det er slet ingen abildgaard og ingen blommehave: det lysner mest kun lidt i vaar, og buskene er lave, og lyngen løber langs ad land med ormeflok og flyvesand, og bøgen staar i stampe. Men langs med heden bække smaa sig klare, vævre vinde, de mødes tit til mægtig aa, og tit i sø de rinde, der lege flink de fiske smaa, og møllehjul i dammen gaa og varme haarde stene. Og rugen gror paa heden, ren for klinte og for hejre, og vorder mel paa møllesten, hvordan det end mon vejre, og vorder hvidt og dagligt brød, og raad der er mod vinternød, mens lyngen gror paa heden. Naar hveden fin i blommeland for klinten gaar til grunde, og naar for vind og savetand nedsynke markens lunde, end rugen gror, og møllen gaar, og heden varmer aar paa aar, og lyse-klynen blinker. Det er slet intet fugleland til højt i kor at sjunge, den nattergal paa nøgne sand slaar trillerne saa tunge, og lundene er kun saa faa, og buskene er kun saa smaa, og bøgen staar i stampe. Dog pippe hel vemodelig de hjejler smaa og spage, og klukkende opløfte sig de agerhøns saa fage, ja, stundom og en urkok gol i dagningen mod gylden-sol alt paa den brune hede. Og aldrig har jeg hørt det før, og heller aldrig siden, hvor mindelig for ladedør kan kvidre finke liden, naar jydesvenden, som jeg saa, et lille korn til fugle smaa om vinterdag udskifter. Og aldrig slig en tone sød jeg hørte over vange som den, der over heden lød i lærkens morgensange. Den slog saa sødt og fløj saa let, som om med rugen den kun ret paa heden havde hjemme. Og naar da lundens fuglekor har sommeren udsjunget, naar stormen over kolde jord har stemmen undertvunget, da toner end en liflig klang, da klinger højt en svanesang alt over brune hede.
Authorship:
- by Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783 - 1872), "Der er et land saa kosteligt", appears in Et Blad af Jyllands Riimkrønike
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]25. Sønner og Døttre af Nordens Aand  [sung text checked 1 time]
Ja, I Sønner af Kæmpe-Æt!
Lad os forstaae vor Fordeel ret
Slagne vi er over hver sin Læst,
Frihed er hvad os tjener bedst,
Frihed, men ikke som Ild og Vand,
Pest og Hunger og Ødeland,
Frihed, men ikke som Ulv og Bjørn,
Ikkun som voxne Menneske-Børn,
[Og som den sig med sund Forstand
Rimer i Øine-Forblindelsens Land,
Hvor vel ei Stif-Moder Ulv og Bjørn
Skaber nu meer af umyndige Børn,
Men hvor Endeel, som af Dyr har Mest,
Blev dog tilsyne som Folk er flest,
Kan ei begribe, hvad Frihed er til
Uden at giøre det Onde Man vil,
Hevne sig frit, ei paa Uvenner blot
Men paa dem alle, som har det godt,
Og mellem Dyr tør broute af
Aandelig Byrd og Adelskab!]6
[ ... ]
Frihed lad være vort Løsen i Nord,
Frihed for Loke saavelsom for Thor,
Frihed for Ordet i Verdenen ny,
Som til sig selv det har skabt under Sky:
Tankens og Troens og Vidskabens Land,
Ligest af synlige Ting dog en Strand,
Hvor kun i Blæst Man seer Bjerg-Toppen hvid,
Og hvor kun Livet sig rører i Strid,
[Hvor, selv naar Kraften sig hyller i Damp,
Lydt den udraaber: mit Liv er i Kamp!]6
Tankens og Troens og Vidskabens Hav,
Som uden Frihed er Asernes Grav,
Men, som, naar Kræfterne kappes om Rang,
Ligner en blomstrende, bølgende Vang,
[Pranger med Borge og skyhøie Bjerge,
Vrimler af Aser og Alfer og Dværge,]6
Hæver sig over hvad Hænder kan naae,
Og [selv hvad]7 Ørnen i Høiheden saae,
Vækker, som Asernes Odel i Nord,
Ære-Frygt dyb for det levende Ord!
[Kalde det Frihed kun hvo som har Lyst
Fenris at løse til Ragnaroks-Dyst,
Naar dog ei Fenris, men Faderen kun,
Vinder Forlov til at bruge sin Mund!]6
Fri være Loke, som Brage og Thor!
Jetter kun fængsler det vingede Ord,
Kamp-Guder alle, som drilles med Vid,
Vækkes af Dvale til seierrig Strid!
Frihed for Alt hvad der stammer fra Aand,
Som ikke ændres men arges ved Baand,
Virker [skinbundet]8 det Værste i Løn,
Tæmmes alene ved Thor-Karmens Døn!
[Derfor, I Ædlinger! fjerne og nær,
Lad os ei strande paa Særhedens Skiær,
Men kun bestride med Ord og med Aand
Hvad ei kan røres og gribes med Haand!
Bundet kun være det glubende Dyr,
Som i sit Svælg vil det Ædle begrave!
Eenarmet stander med Æren da Tyr,
Magtesløs spotter kun Loke den Brave!]6
Authorship:
- by Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783 - 1872), "Rimbrev til Nordiske Paarørende", appears in Nordens Mythologi, first published 1832
Go to the single-text view
View original text (without footnotes)1 Hvor Ruinerne af Rougemont Castle ved Exeter minder om de gamle Konger i Vest-Sex, viser Man endnu Dansker- Bjerget hvor vore Fædre stormede.
2 Dane-Borgen (The Danish Castle) ved Cambridge er nu et Fangetaarn.
3 Shakspear's King Richard the second. 1. 4.
4 Med Rette sagde derfor mine Venner i Cambridge om mig: he speaks English thro' a stone-wall!
5 Der var, som Man veed, ikke mindre end 540 Dørre paa Ærens Nordiske Tempel, og hver af dem saa vid, at der kunde gaae 800 Kæmper jævnsides, hvad Man strax seer, giør høiere Tal, end der var i de Islandske Almanakker (Prim-Stave) hvori Man ellers vil have opdaget Kilden til alle vore Myther.
6 omitted by Laub (followed by periods).
7 Laub: "hvad selv"
8 Laub: "skinbunden"
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
26. Nu er da Vaaren kommen  [sung text checked 1 time]
Nu er da Vaaren kommen, Nu er os Busken Læe; Og Nattergalen toner [Sødt]1 i det grønne Træ; Og [huldt de unge Roser]2 Tæt ved hverandre staae; Og klart de runde [Vover]3 I Sølverbækken gaae. [See]4 Aftenstiernen smiler! Den vækker Elskovs Lyst. O see den smekkre Pige Hist, med det fulde Bryst! Og see de smaae Zefirer! See, hvor de uden Larm Det tynde Flor bortrive, Som dækker hendes Barm. O Pige! søde Pige! Nu har jeg lukt min Bog. Jeg sidder ey og stirrer Meer i det gamle Sprog; Det Liv, som der jeg finder, Det blomstrer ude nu. Ak kom min Elskerinde! Hvor længe tøver du? Kierminde! som kan skue. Du Zefir! som kan staae. Du Lillie! som kan lue. Du Rose! som kan gaae. Sødt synge Nattergale, Naar Skoven sig har hvalt, Du synger og kan tale, Du søde Alt i Alt! Ak kommer og omringer Den unge Sanger her! Mens høyt hans Lyra klinger Bag disse Bøgetræer. Om Amors Rosen-Lænker Han henrykt synge vil. Ak kommer hid! og skienker Et Kys ham, for sit Spil. See Tiden gaaer tilbage, Naar Løvet springer frem. De unge gamle Dage Staaer op fra mørken Hiem! Slet intet da jeg savner I Favnen af min Møe; I Skoven springe Fauner, Najader i min Søe. Og Pan staaer kiæk for Skoven, Brat for en Tiørnehæk, Og jager Tidens Kloge Bort, med en panisk Skræk, Som vil min Dryas dræbe, Min overgivne Faun, Og med en isnet Læbe Koldt spotter Elskovs Navn.
Authorship:
- by Adam Gottlob Oehlenschläger (1779 - 1850), "Vaar-Sang"
Go to the single-text view
View original text (without footnotes)1 Nielsen: "højt"
2 Nielsen: "nysudsprungen Blomster"
3 Nielsen: "Bølger"
4 Nielsen: "Og"
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
27. Hvor sødt i Sommer‑Aftenstunden  [sung text checked 1 time]
Hvor sødt i Sommer-Aftenstunden, Naar Solen [mat]1 til Hvile gaaer, [Naar]2 medens dybt i Bøgelunden De fromme Nattergale slaaer, At høre Harpens dumpe Klang, [Ved]3 en livsalig Aften-Sang. O grib nu i de stemte Strænge! Bryd, fromme Siel! din snevre Muur. Indspær dog Fuglen ey saa længe, I det beklemte Fangebuur! Lad den i Aftenrødens Guld, Mod Himlen flagre andagtsfuld. Thi hvergang hisset Aftenrøden Nedsvinder under Skovens Krands, Da minder den vor Siel om Døden, Og Evighedens skiønne Glands. Svulm da, min Aand! mod Himlen her, Som Bølgen mod sit Rosen-Skier. Grib sødt i Harpen, fromme Pige! Høit bæve lad dens rene Klang. Og syng, mens disse Straaler vige, Den sidste, store Aften-Sang, Som rørt vi sang for mangen Ven, Som siunges skal for os igien: "Hvo veed hvor nær mig er min Ende? See! Tiden meget hurtig gaaer. Hvor let og snart kan det sig hænde, At jeg herfra at vandre faaer. O Gud! giør da, for Christi Blod, Min sidste Afskeds-Time god!" [O bad]4 mig da i dine Flammer! Nedgangne Sol! husval min Barm Og tryk, til Dødens Lee mig rammer, Mig venligt i din varme Arm! Og i min Afskeds-Time god [Bestraal mig]5 med dit Purpur-Blod!
Authorship:
- by Adam Gottlob Oehlenschläger (1779 - 1850), "Aften-Sang"
Go to the single-text view
View original text (without footnotes)1 Nielsen: "snart"
2 Nielsen: "og"
3 Nielsen: "til"
4 Nielsen: "Ja, bad"
5 Nielsen: "styrk Hjertet"
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
28. Tit er jeg glad, og vil dog gjerne græde;  [sung text checked 1 time]
La bienséance est la moindre de toutes les loix & la plus suivie. -- Rochefoucauld. [Tit]1 er jeg glad, og vil dog gjerne græde; Thi intet Hjerte deler heelt min Glæde. Tit er jeg sorrigfuld, og maa dog lee, At Ingen skal den bange Taare see. Tit elsker jeg, og vil dog gjerne sukke; Thi Hjertet maa sig taust og strængt tillukke. Tit harmes jeg, og dog jeg smile maa; Thi det er Daarer, som jeg harmes paa. Tit er jeg varm, og isner i min Varme; Thi Verden favner mig med frosne Arme, Tit er jeg kold, og [sveder]2 dog derved; Thi [mangen Dont er uden]3 Kjærlighed. Tit taler jeg, og vil dog gjerne tie, Hvor Ordet ei maa Tanken oppebie. Tit er jeg stum, og ønsker Tordenrøst, For at udtømme det beklemte Bryst. O! du, som eene dele kan min Glæde, Du, ved hvis Barm jeg torde frit udgræde, [O! Pige, hvis du kjendte, elsked mig]4, Jeg kunde være som jeg er -- hos dig.
Authorship:
- by Bernhardt Severin Ingemann (1789 - 1862), "Bekjendelser"
Go to the single-text view
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- FRE French (Français) (Pierre Mathé) , "Confessions", copyright © 2012, (re)printed on this website with kind permission
Beneath the poem's title are the words "(Efter det Svenske)", "After the Swedish". According to a note in H. Schwanenflügel's Ingemanns liv og digtning ("Dette lille Digt er ikke, "efter det Svenske", hvilket var tilføiet i første Udgave, som et Slags Maske før den i Digtet udtalte subjective Stemning."), the poem is not in fact from the Swedish; the indication is meant to set the mood only.
1 The Nielsen score uses the older spelling, "Tidt"
2 Nielsen: "rødmer"
3 Nielsen: "Verden slukker ej min"
4 Nielsen: "O, hvis du kjendte, hvis du elsked mig"
Researcher for this page: Ferdinando Albeggiani
29. Her gad jeg boe og bygge  [sung text checked 1 time]
Her gad jeg boe og bygge, Til jeg var træt og skulde døe, Bag Lindetræets Skygge Tæt ved den klare Sø. Den Hytte, lav og lille, Med kalket Væg og Tag af Straa, Bag Høien tryg og stille, Kan Stormen ikke naae. Den snevre Have rummer En Skat af Grønt og Blomsterduft; Fra Kuben Bien summer Ud i den varme Luft. Tæt ved den blanke Rude Har Svalen klinet op sin Bo; Blødt ligger, som paa Pude, I Eng den brune Ko. Saa luunt i Lindens Grene En Drossel sidder mangen Gang, Sørgmodig og alene Med sig og med sin Sang. Frisk dufter Kløvermarken, Vildanden seiler med sin Viv, Og Fisken slaaer i Parken Imellem Blomstersiv. Hen over bløde Høie Til fjerne Skov fra denne Vraa Ustandset kan mit Øie I Fred og Vemod gaae. Den svale Kilde rinder Hen mellem Steen og snakker smaat; Den vækker gamle Minder, Som gjør mit Hjerte godt. Hvor eensomt og hvor stille! Hvor fjernt fra Verdens stygge Larm! Her kunde Sangens Trille Let svæve fra min Barm.
Authorship:
- by Christian Winther (1796 - 1876), "En Hytte"
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]30. I Skoven, hvor jeg vandred  [sung text checked 1 time]
I Skoven, hvor jeg vandred, Da jeg var ung og glad, Er Ingenting forandret, Ei Stub, ei Blomst, ei Blad. Med Veemods Fryd fornemmer Endnu min vakte Sands De samme Fuglestemmer, Den samme Duft og Glands. End leve tusind Minder Her fra min fjerne Vaar; Fra hver en Luft, der vinder, Et Fordums Suk jeg faaer. Skovduens Kluk og Klage Er lige elskovsblid Og tryller sødt tilbage Mig til en svunden Tid. De vilde Anemoner Har end det gamle Skjær, End klinge fjerne Toner, Som gik mit Hjerte nær; Den høie Poppel kroer sig End lige stolt og rank, Og Bækken endnu snoer sig Om Stenen lige blank. Mig vinker hver en Bille, Hver Sommerfugl, hver Bi, Jeg veed nok, hvad de ville, Og føier mig deri: De byde mig at lukke Vidt op min Tankes Blik; -- I Klokkeblomstens Krukke Credentse de mig Drik. Men Mindets Skaal, de rækker, Gjør ei mit Hjerte svagt; Det hæver sig og strækker Sig med forynget Magt. I dette grønne Mørke, I Sommerduftens Flod Det føler ny sin Styrke Og faaer sit gamle Mod. Thi jeg er ingen Daare, Som har den vamle Skik At spilde Suk og Taare Paa Tiden, som hengik. Ak, Alt hvad der kan tænkes At gjøre Glæden rig, Det Bedste, der kan skjenkes, Har Tiden skjenket mig.
Authorship:
- by Christian Winther (1796 - 1876), "Skovminder"
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]31. Hvad sagde saa din Fader  [sung text checked 1 time]
Hvad sagde saa din Fader,
Allerkjæresten min.
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Fader
Om Beileren din?
Han sagde: det er en fattig Hund,
Hans Pengeskriin har ingen Bund!
Jeg svared: det intet skader,
Naar kun han bliver min.
Hvad sagde din Moder kjære,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde din Moder kjære
Om Beileren din?
Hun sagde: det er en ringe Skjelm,
Han fører hverken Skjold eller Hjelm!
Jeg svared: han har nok af Ære,
Naar han kun bliver min!
Hvad sagde saa din Broder,
Allerkjæresten min.
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Broder
Om Beileren din?
Han sagde: det er et topmaalt Fæ,
Han kan ei skille Taarn fra Træ!
Jeg svared: derpaa jeg boder,
Naar først han bliver min.
[ ... ]
Hvad sagde saa din Søster,
Allerkjæresten min.
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Søster
Om Beileren din?
Hun sagde: [det er et farligt Skarn,
Han Fader er til mit lille Barn!
Jeg svared: den lumpne Kryster
Skal aldrig vorde min.]1
Authorship:
- by Christian Winther (1796 - 1876), "En Beiler"
Go to the single-text view
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- FRE French (Français) (Pierre Mathé) , "Un prétendant", copyright © 2011, (re)printed on this website with kind permission
1 Laub:
ved Dansen i Nat paa Kro han snakked mig fra min Ære og Tro! Jeg svared: tag ham, om du lyster, for aldrig blir han min!
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
32. Der var kun To paa denne Jord  [sung text checked 1 time]
Der var kun To paa denne Jord, Som var ung Jørgen tilpas; Det var hans gamle Bedstemoer, Og saa hans Hund, Kyrads. Hun gav ham, hvad han pe-ged paa, Og talte aldrig haardt; Hun klappede hans hvide Kind, Naar andre stødte ham bort. Og da det gik ung Jørgen imod, Saa deelte hun hans Nød; Og da det gik ham altfor skjævt, Tog hun derover sin Død. Og Hunden kom og slikked hans Haand, Naar han fortvivlet græd, Og da han sprang fra Langebro, Saa sprang hans Kyrads med. O, finder man paa denne Jord, Førend man skilles ad, Et Par, som er en huld og tro, Saa kan man være glad.
Authorship:
- by Emil Aarestrup (1800 - 1856), "Huldskab og Troskab"
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]33. Min lille Fugl, hvor flyver Du  [sung text checked 1 time]
Min lille Fugl, hvor flyver Du, Imellem grønne Grene? Ak, mon jeg rinder dig i Hu? Mit Hjerte briste vil itu! -- -- O Gud, hvor jeg dog er ene! Du sagde, at Du var mig god; Ja, godt mig Alle mene, Men hvis Du ret min Sorg forstod, Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod; Da sad jeg ikke alene. Min lille Fugl, Du kommer ej Fra dine grønne Grene; Jeg stille vandre maa min Vej; -- Ak, ingen elsker Dig som jeg! -- O Gud, hvor jeg [dog er]1 ene!
Authorship:
- by Hans Christian Andersen (1805 - 1875), "Min lille Fugl, hvor flyver du?", written 1843, first published 1844
See other settings of this text.
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- FRE French (Français) (Pierre Mathé) , "Mon petit oiseau", copyright © 2008, (re)printed on this website with kind permission
1 Gade : "er dog"
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
34. Hun mig har glemt! Min Sorg hun ej se!  [sung text checked 1 time]
Hun mig har glemt! Min Sorg hun ej se! Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve! Jeg vil gaa min lystige Gang, Solen skinner jo Dagen lang, Droslen fløjter sin Sang. Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se! Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve! Vinden bærer fra Hjemmets Ø. Ud! derud paa den aabne Sø. Alle Griller skal dø! Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se! Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve! Nye Lande jeg snart skal se, Øjet græd, men nu skal det le, Selv om Hjertet har Ve! Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se! Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve! Solen skinner jo Dagen lang, Maanen gaar taus sin gamle Gang. Hjertets Sorg bliver Sang!
Authorship:
- by Hans Christian Andersen (1805 - 1875), "Sang til en Langelandsk Melodi", written 1850
See other settings of this text.
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- FRE French (Français) (Pierre Mathé) , "Chanson sur une mélodie de l'île de Langeland", copyright © 2012, (re)printed on this website with kind permission
35. Højt ligger på Marken den hvide Sne  [sung text checked 1 time]
Højt ligger på Marken den hvide Sne, Dog kan man Lyset i hyten se, Der venter Pigen ved Lampens Skær På sin Hjertenskær. I Møllen er stille, se Hjulet står. Snart glatter Svenden sit gule Hår, Så hopper han lystigt, hej en, to, tre, Over Is og Sne. Han synger om kap med den skarpe Vind, Der rødmer så smukt hans sunde Kind. Snedronningen rider på sorten Sky Over Mark og By. "Du er mig så smuk ved Snelysets Skær, Jeg kårer Dig til min Hjertenskær, Kom, følg mig højt på min svømmende Ø, Over Bjerg og Sø!1" Sneflokkene falde så tykt, så tæt; "Jeg fanger Dig vist i mit Blomsternet! Hvor Snedyngen rejser sig højt på Eng, Står vor Brudeseng!2" Ej mer kan man Lyset i Hytten se; I Ringdans hvirvler den hvide Sne. Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt. [Nu]3 er det alt slukt. Klart skinner Solen på Mark og Eng; Han sover så sødt i sin Brudeseng. Den Pigelil ængstets, til Møllen hun går, -- Men Drivhjulet står.
Authorship:
- by Hans Christian Andersen (1805 - 1875), "Snedronningen"
See other settings of this text.
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- FRE French (Français) (Pierre Mathé) , "La reine des neiges", copyright © 2012, (re)printed on this website with kind permission
1 Gade adds "Følg mig over bjerg og sø!"
2 Gade adds "Snehvid står vor brudeseng!"
3 Nielsen: "Saa"
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
36. Paa Mark og Eng, i Skovens Læ  [sung text checked 1 time]
Paa Mark og Eng, i Skovens Læ,
Staaer Græs og Straa, og Busk og Træ,
Og Duggens Bad paakalde;
Saa mat er Luftens Aandedrag,
Og aldrig bli'er der qvægsom Dag
Naar ei der Dugg vil falde.
O Morgenbøn! du Sjælens Dugg!
Din Friskhed og gjør Dagen smuk,
Og Verden trindt opliver.
Udsendt fra os, du som et Bud
Snart vender hjem med Svar fra Gud,
Og Hjertet Glæde giver.
[ ... ]
Thi aldrig varer ved den Lyst,
Der fødes i vort eget Bryst
Naar Dagens Lys os kalder;
Vor Glæde vindes kun i Suk,
Velsignelsen er Livets Dugg,
Som ned fra Oven falder.
Authorship:
- by Frederik Paludan-Müller (1809 - 1876), appears in Adam Homo
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]37. Naar man ved Mennesker hænger  [sung text checked 1 time]
Naar man ved Mennesker hænger, [Potteplanten]1, den kjælne, man bliver; Savner man Pleie, man hiver, Altid til Røgt og til Hygge man trænger. Røvet mit Ly og opreven, Netop da Blomsten begyndte at skrante: Atter til Frilandsplante, Udsat for Storm og for Frost, er jeg bleven. Lod jeg nu deler med Vrimlen, Veirliget som det kan falde jeg tager, Skyen hen over mig drager, Solskin og Regn jeg kun venter fra Himlen.
Authorship:
- by Frederik Paludan-Müller (1809 - 1876), appears in Adam Homo
Go to the single-text view
View original text (without footnotes)1 Laub: "Stueplanten"
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
38. Nu springer våren fra sin seng  [sung text checked 1 time]
Nu springer våren fra sin seng, slår ud sit gyldne solskinshår, nu drømmer jorden morgendrøm, som klokker de små kilder går! Nu springer livets porte op, de porte på den store stad, og den, som sad i armest kår, går ud at le sig rig og glad. Der synger under himlens blå en lærkehær, et jubelkor, der strømmer fra den store stad en skare ud, hvor solskin bor! Den kommer fra de lumre rum, hvor hjul og rem for lærke sang, hvor mødigt slid og kunstigt lys fik gjort den skumle dag så lang. Der går de mænd, hvis mod blev spændt i sele for et brød at få, de kvinder, som sled barmen gold for ild i ovnen til de små. Der går de mænd nu, da hvert strå, som trådtes ned, står rankt og rundt - at kræve det par timers fred, der atter ånder blodet sundt. Der går de kvinder - nu, hver blomst kærtegnes af den milde vind - at kræve hvile, at det barn, de føde skal, får rosenkind! Og over stadens skorstensskov, hvor tusinde maskiner sang, der lyder for en enkelt dag de frie markers fuglesang. Se, det er vår, med ret for hver at fange sol og sætte frugt! den stund, da mindste puppe får et vingepar til sommerflugt! Se, det er mer' end døgnkort vår! det er den vide fremtids krav: Ret til at nyde livets sol for den, som skæbnen livet gav!
Authorship:
- by Viggo Henrik Fog Stuckenberg (1863 - 1905), "Første Maj", first published 1906?
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]39. Stille, hjerte, sol går ned  [sung text checked 1 time]
Stille, Hjærte, Sol går ned, Sol går ned bag Heden, Dyr går hjem fra Dagens Bed, Storken står i Reden. Stille, Hjærte, Sol går ned. Tavshed over Hedesti og langs Veje krumme; en forsinket Humlebi ene høres brumme. Stille, Hjærte, Sol går ned. Viben slår et enligt Slag over Mosedammen, før den under Frytlens Tag folder Vingen sammen. Stille, Hjærte, Sol går ned. Fjerne Ruder østerpå blusser op i Gløden, Hededamme bittesmå spejler Aftenrøden. Stille, Hjærte, Sol går ned.
Authorship:
- by Jeppe Aakjær (1866 - 1930), "Aften", first published 1912
Go to the single-text view
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- FRE French (Français) (Pierre Mathé) , "Soir", copyright © 2013, (re)printed on this website with kind permission
- GER German (Deutsch) [singable] (Bertram Kottmann) , copyright © 2016, (re)printed on this website with kind permission
Researcher for this page: Pierre Mathé [Guest Editor]
40. Se dig ud en sommerdag  [sung text checked 1 time]
Se dig ud en Sommerdag, når de Bønder tromler: Land æfor og By æbag, Lærkesang og Humler. Byg i Skred og Bær i Blost, Barneleg om frønnet Post; Rugens Dræ med Duft af Most i Drift om brede Gårde! Danmark er et lidet Land strakt fra Nord til Sønder, har dog Brød til alle Mand, Kjøbstedfolk som Bønder. Rugen med det svulne Knæ vokser langt i Bakkens Læ; Humleknop og Pæretræ får Sol mod hvide Gavle. Færgen med det brede Bryst, klædt i Stål og Plade, pløjer Vej fra Kyst til Kyst over Bælters Flade. Kobberspir og Tag af Tegl ser sig selv i Havets Spejl; langvejs ude hvide Sejl mod grønne Øer bovner. Toget stønner tungt af Sted højt sig Røgen løfter; Plagen står ved Vangeled, slår sig løs og snøfter. Hyrden kobler sine Kø'r; Aftensuk i Siv og Rør; fra den åbne Smededør går lange Skumrings-Gnister. Slider Byen, danske Mand, altfor stærkt din Trøje, tag et Maal af Danmarks Land fra dets egne Høje: Synet -- fjernt af Banker lukt -- bliver frit mod Bælt og Bugt, stemningsfyldt som Hejreflugt om Kvæld, når Sol går under.
Authorship:
- by Jeppe Aakjær (1866 - 1930), "Se dig ud", first published 1905
Go to the single-text view
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- FRE French (Français) (Pierre Mathé) , "Vois au-dehors", copyright © 2013, (re)printed on this website with kind permission
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
41. Der dukker af disen min fædrene jord  [sung text checked 1 time]
Der dukker af disen min fædrene jord med aser og agre og eng. Med ryggen mod syd og med tåen mod nord den redte bag sander sin seng. Dog ej for at sove retfærdiges søvn, thi sjældent er landet i ro, men stormene går, og brændingen slår på kysten med djærveste kno. Der ruller de bække så tungt gennem dal, langmodigt ta'r åen imod og skrider til havs i en sindig spiral, forinden den drev det til flod. Men hvor den kan glitre en sensommer kvæld når laksen går op mod dens strøm, når siv og når flæg får dugstænk i skæg, og dagen går bort som en drøm. De bredeste enge, jeg nogen tid så, her duger det mossede svær. Blankhornede høvder på ravgullig tå går rundt i de knortede kær. Her vokser sig plagen så trind om sin lænd i højengens vældende saft, så rød er dens lød, dens mule så blød, dens koder de fjedrer af kraft. Mørkt stiger en høj over kornhavet op, med blåbær og lyng er den klædt. Blandt risenes ranker en lærke med top sig gynger og kvidrer så spædt. Det bølger af rug imod kimingens rand, i dale, på banker den står, får runding og form i godtvejr og storm som barnet, mens gængerne går. Her lå der engang på en spergelgrøn toft et hjem med sin skorsten på hæld. Det havde en enkelt rad pølser på loft, men ellers kun armod og gæld. Dog havde det svaler bag forstuedør og blomster om sokkel og syld og malurt på væg, og hønen la' æg i skjul af den krogede hyld. Her sad hun og spelted, min bøjede mor, ind under den bjælke så lang, og delte sit bryst mellem mig og min bror, imens så vemodigt hun sang. Nu ligger hun hist under stendigets hæld i krogen, hvor valmuer står. Gør verden fortræd, tog sorgen min fred, så sagte med lågen jeg går. Hvad var vel i verden det fattige liv med al dets fortærende tant, om ikke en plet med en dal og lidt siv vort hjerte i skælvinger bandt! Om ikke vi drog fra det yderste hav for bøjet og rynket at stå og høre de kluk, de mindernes suk fra bækken, vi kyssed som små! Velsignede land, hvor i stormvejret bor et folk, som er øvet i savn, jeg ejed vel aldrig et gran af din jord, som hjemløs jeg kvitted min stavn. Du rakte mig ud fra dit stenede krat en høstnat så kroget en stav. Når staven er brudt, og livsgangen slut, kanske du da skænker en grav.
Authorship:
- by Jeppe Aakjær (1866 - 1930), first published 1904
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]42. Hør hvor let dens vinger smækker  [sung text checked 1 time]
Hør hvor let dens vinger smækker mod den tunge kløverdusk, mens den som en skyttel lægger farten gennem røg og rusk. Ville du kun tit mig lede, som i hine fjerne år, på min barndoms tunge hede til min faders lave gård. Å, når du på blæsten vendte og mig i mit ansigt så, var det næsten som du kendte barnesindets sorger små. Ja, det var, som om du tøved' et sekund og fritted' mig: Hvi er lille bror bedrøvet, hvorfor ikke glad som jeg? Men når du så gården stige bag om kålgård-popler frem, svandt du langs det lange dige, for at følge andre hjem. Når engang mit blik skal briste, og min ånd skal flagre frit, ban du vejen for min kiste med dit elskede kvivit.
Authorship:
- by Jeppe Aakjær (1866 - 1930), "Svalen"
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]43. Hvormed vil du føde mig  [sung text checked 1 time]
"Hvormed vil du føde mig, mens du er ikke rig ?" "Da vil jeg [Fisker blive]1 og fiske med min Glib." [ ... ] "Hvormed vil du føde mig, naar Gliben [kan]2 ikke gaa ?" "Da vil jeg tage [min]3 Plejl i Haand og stande i Bondens Lo." "[Hvad da vil du gøre af mig]4, naar Bonden har ikke Korn ?" "Da vil jeg blive en Hyrde og lege udi mit Horn." "Hvormed vil du føde mig, naar Bonden har ikke Fæ ?" "Da vil jeg tage en Økse i Haand og fælde de store Træ." "Hvormed vil du føde mig, naar Øksen vil ikke bide?" "Da vil jeg blive en Møller og male Mel hint hvide." "Hvormed vil du føde mig, naar Dammen brister ud?" "Da vil jeg blive en Hovmand og ride med Glavind og Spyd." "Hvormed vil du føde mig, naar Herren vorder dig vred?" ["Da vil jeg blive en Grydestøber og gøre de Potter af Ler."]3 ["Hvormed vil du føde mig, naar Landet det er øde ?"]3 "Da giver jeg dig Fanden i Vold, jeg faar dig aldrig mere." [ ... ] "Hvormed vil du føde mig, naar Fanden [vil mig ikke]5 have ?" ["Da vil jeg tage baade Skovl og Spade, saa dybt vil jeg dig nedgrave."]3 ["Hvormed vil du føde mig, naar Jorden vil mig ikke have ?" -- der mig nu længes saa --]3 "Da maa vi to blive i Hob, i alle vore Dage." [Alle er de grønne Løv forgangen.]3
Authorship:
- from Volkslieder (Folksongs) , "Den sidste Udvej"
Go to the single-text view
View original text (without footnotes)1 Laub: "blive en Fisker"
2 Laub: "vil"
3 omitted by Laub
4 Laub: "Hvormed vil du føde mig"
5 Laub: "ikke vil mig"
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
44. Der boede en Mand i Ribe By  [sung text checked 1 time]
Der boede en Mand i Ribe By, han var saa ædelig rig; han gav sin Datter en Silkesærk, var femten Favne vid. Selv stryger hun Duggen af Jorden. Og femten var de Skræddere, den Særk skulde skære og sy; og somme sad hjemme i Ribe og somme ved Ribe By. Selv stryger hun Duggen af Jorden. Og femten var de høvske Møer, den Særk skulde to og vride; og somme de tog djer' haarde Død, og somme fik Sting i Side. Selv stryger hun Duggen af Jorden. Og femten var de Tømmermænd, den Særk skulde hænge op i Gaard; og somme fik Arme og Ben i Stykker, og somme laa syg et Aar. Selv stryger hun Duggen af Jorden. De førte den Brud i Kirken hen, vel prydet udi Skind; og femten Favne maatte de slaa ned, før de kunde trænge hende ind. Selv stryger hun Duggen af Jorden. Og der hun stod for Alteret, saa tog hun til at vraae; saa slog hun ned det hellige Kors, som der havde førre vaaren. Selv stryger hun Duggen af Jorden. Hun tog en Penge ud af sin Pung og ofred den med nøje; hun slog æ Degn hans Ben i Stykker, slog ud æ Præst hans Øje. Selv stryger hun Duggen af Jorden. Og Præsten stod for Alteret, han hedte til Hr. Knud : "Her bliver ingen Messe i Dag, kommer Bruden ikke ud !" Selv stryger hun Duggen af Jorden. Og da hun kom paa Marken ud, hun slog sin Næse i Sky; og alt det Fæ, der var i Mark, det bissed hjem til By. Selv stryger hun Duggen af Jorden. Og da hun kom i Gildeshus, saa tog hun til at le : "Nu har a da waaren i Kirk' i Daw, som enhver kan hør' og se !" Selv stryger hun Duggen af Jorden.
Authorship:
- from Volkslieder (Folksongs) , "Bruden i Ribe"
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]