Med gyldne Stjærner trindt besat
Er Luftens rullende Dække, 
Så lang som i den dybe Nat 
Et jordisk Øje kan række. 
Der er, som hvisked de herned 
Med Blik så milde, så ømme:
Kom hid, hos os bor stille Fred, 
Hos os de dejligste Drömme!  

Vel hersker også Stilhed her, 
Ej mindste Vind sig bevæger;
Mildt spiller Duggens Perleskær 
På Blomstens lukkede Bæger. 
Men hist fra Menneskenes Bo 
Opstige dæmpede Sukke, 
Fordi så Mangen ej sandt Ro 
Og Øjet ej kunde lukke.  

I Lysets Børn, der see herned 
Med Blik så milde, så trygge, 
Som boede hist vor Barndoms Fred, 
Vor Ungdoms anede Lykke: 
Fjern Sorgen fra den Trættes Sj&ealig;l;
Lad Fredens Bæger ham tømme! 
Lad Håbets Stråler fra Jert Væld  
Ham sende dejlige Drømme?