Hedelærken, den liden Fugl,
Bygged bag Lyng paa Tue,
Svang sig dog fra sit lave Skjul
Høit mod Himmelens Bue,
Lysnede om Jyllands Strand,
Tindrede for Folk og Land
Som en Nordlys-Lue.

Hedelærken, den fattig Fugl,
Eied knap Klæder egne,
Hented sig dog af Lykkens Hjul
Guld, som aldrig kan blegne,
Drømme-Havens Rosenflor,
Tanke-Havets Perlesnor,
Sangens Trylleevne.

Hedelærken, den flygtig Fugl,
Havde saa klart et Øie,
Saae, hvad der rørte sig i Skjul
Under en Vadmels-Trøie;
Tegned i sin dunkle Krog
Folkelivets Billedbog,
Bindestuens Saga.

Hedelærken, den stakkels Fugl,
Ruged paa egen Smerte,
Magted at tænde Glædens Jul
Dog i saa mangt et Hjerte;
Qvad med Stemme høi og ren
Drapa over Bautasten,
Vakte Folkeaanden.

Hedelærken et Hædersnavn
Blev blandt Dannemarks Fugle;
Livet bandt det til Sorg og Savn,
Døden det ei kan skjule.
Lysnende om Jyllands Strand,
Tindrende for Folk og Land
Staaer dets Nordlys-Lue.