by Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910)
Han fik ej lov til at lægge ud
Language: Norwegian (Bokmål)
Han fik ej lov til at lægge ud hans far var gammel, hans mor var svag, og bruget voksede dag for dag: – "Hvad vil han også på vikingfærden? Her har han alt, som kan ønskes i verden." Men gutten længtes, når skyen jog, da så han kjæmper til slaget drog. Og gutten længtes, når solen sken, da så han, kongen i hallen tren. Han stod, han glemte at gjøre gagn, han stod og tænkte på gamle sagn. Det var en morgen, afsted han drev mod yderste skjær, mod det åbne hav at se på legen om strand og rev og høre dønnet, som kampen gav. Det var en dag i den første vår, da stormens røst over landet går: du må ikke længer islagt sove! – da så han syn, som gav lyst at vove. Der lå et langskib i stålgrå vig, det hvilte ud efter stormens krig. Dets sejl var bundet, det selv fortøjet, men syntes derved ej vel fornøjet; ti sejlet rykked, og masten rysted, og skibet huggede skum med brystet. Ombord man tog sig en liden pust; man sov, hvad heller holdt måltid just. Da hørte ned de fra klippen råbe – det syntes ord fra en topmålt tåbe –: "Tør ingen ride så høj en båre, så giv mig roret; – jeg længes såre!" Nogle så op mod fjældets hang, andre vendte sig ej engang; ingen lod sig sin madro rane. Da faldt en sten og blev to mands bane, Op sprang alle fra dæk og tilje, kastede madkar og greb til våben; opad pilene sang, – men åben stod han på klippen og gav sin vilje: "Høvding! giver du skibet med lempe, hvad heller lyster dig først at kjæmpe?" Sligt at høre blot tidsspild var, et spyd blev skikket at gå med svar. Traf ham ikke. Han sagde rolig: "Mig venter ingen i dødens bolig. Du, som havene alt har pløjet, kan gå derind eller hjem dig skynde. Alt, du under dig her har bøjet, det må du give; jeg skal begynde! For mig du samled; nu mig du henter! min tid er kommen; på mig det venter." Den anden lo fra sin høje løfting: "Ifald du længes så, som du siger, fred skal du nyde. Kom, bliv min kriger!" – "Det kan jeg ikke, jeg fødtes høvding. Jeg ved min vej, og så må jeg byde; det ny kan ikke det gamle lyde." Forgjæves øret rnod svar han lagde. Da sprang han nærmere ned og sagde: "I kjæmper, høvdingen vise skylder, hvem sejersfader sit guld forlener. Ham, som det bliver, ham hærmænd hylder. Skam den, som ikke den største tjener!" Da blussed høvdingens kind af harme; han sprang i sjøen og svam mod landet: den anden hopped ned mod vandet og tog ham op i de stærke arme. Men høvdingen så ham i øjet ind, og straks han kjendte hans høje sind. "Kast våben til ham, han ingen ejer," ombord han råbte; "hvis du får sejer, så kan du sige, han selv dig rakte det sværd, du svang, da du fald ham bragte." Og kampen rejste sig under fjældet, hvert hug gav sukkende døn tilbage. Derude snøfted den vrede drage, snart lå dens høvding på stenen fældet. Det gav et skrig mod det isgrå fjæld, det myldred op i fra stævn til stævn, i sjøen sprang de, hver mand til hævn og stod snart oppe på klippehæld. Men svagt den døende hånden svang, han bød iblandt dem for sidste gang: "En mand må falde, når han er færdig! ti stort skal sluttes en kjæmpesang. Tag ham til høvding; ti han er værdig!" Han mer ej kunde, hans læbe blegned, hans kjæmper ilede til, han segned; ham plads var ryddet ved Odins bord, på hin han viste, idet han for. Den nye høvding var ikke sen, han steg på stenen og tog til orde: "Først reises sten over heltens ben, og derved mindes, hvad stort han gjorde. Men før det kvælder, vi sejl må hejse; ej døde hefte på livets rejse." Og varden bygdes, og sejl for op, snart dragen leged på bølgens top. Et minnidråpa klang over sjøen til ham tilbage på dødningøen, et velkomstkvad til den unge for, han stod i løftingen ved sit ror. Men da han hjemmet strøg tæt forbi, hvor alle stormede ned mod stranden med råb, med undrende syn på manden, som styred Øgers sjøstærke ski, – faldt kvældsol rødlig på sejl og skjold og på den høje bag kjæmpevold. Han styred skibet ret lige på, så ræd de råbte: "Han vil forgå!" Han vendte skibet, så der stod gov, og smilte mod dern: "Får jeg nu lov?"
About the headline (FAQ)
Authorship:
- by Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910), no title [author's text checked 1 time against a primary source]
Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive):
- by Wilhelm (Vilhelm) Eugen Stenhammar (1871 - 1927), "Han fik ej lov til at lægge ud", 1888-1889 [ baritone and orchestra or piano ] [sung text not yet checked]
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
This text was added to the website: 2022-10-23
Line count: 112
Word count: 770