Se — for svulmende Seil over Sangbølgens Speil, har du
vugget din Snekke i Ungdommens Spor, din Snekke i Ungdommens
Spor; nu du vender din Stavn imod Kvælsol og
Havn, vil vi flokkes for sidste gang kring dig ombord, vil vi
flokkes for sidste gang kring dig ombord, flokkes
for sidste gang kring dig ombord,
flokkes kring dig ombord, flokkes.

Sænk kun Ank’ret i Grund,
Og vær tryg, det ta’r Bund;
I vor Kjærligheds Klippe — der hviler det fast;
Sænk kun Seilet i Fred,
Mens det langsomt gaar ned,
Sangens Flag flyver op paa vor høieste Mast.

Det skal bære dit Navn
I sin glødende Favn,
Det skal vifte dets Vaartegn i seneste Høst;
Nei, du bli’r ikke glemt,
Thi dit Navn er jo gjemt
I hvert Kvad, som bli’r løftet af Ungdommens Røst.

Hvergang Hjertet ta’r Brand,
Ser vi dig føre an,
Og du svinger din Stav gjennem Slægter endnu;
Ja, hver Daad, som bli’r vakt
Gjennem Tonernes Magt,
Den er din; thi du tændte dens Ild i vor Hu!

Tak for Alt, hvad du gav
Fra hin Morgen paa Hav,
Da vort Sangkor blev født midt i Bølgernes Favn,
Til din Aften, som nu
Sænker Savn i vor Hu,
Tak for Alt! — og velsignet dit seirkronte Navn!