Aftensolens Hygge
ikke kan mit Vindu naa,
Morgensolen ligesaa; --
her er altid Skygge.

Sol paa begge Sider,
vil Du ej i Kamret ind?
Her faldt Straaler paa et Sind,
som i Mørke strider.

Morgensolens Glæde,
o, Du er min Barndomstid;
mens Du leger ren og hvid,
jeg kan næsten græde.

Aftensolens Hvile,
ak, Du er den Vises Ro; --
længer frem, saa vil Du jo
mod mit Vindu smile?

Morgensolens Sange,
o, Du er den Fantasi,
Verden solglad løftes i, --
den, jeg ej kan fange!

Aftensolens Mildhed,
Du er mer end Visdoms Ro,
thi Du er den Kristnes Tro:
naa mig med din Stilhed!