Mi eja Jente! I søde Navn, du af Freja sendte!
Dig, Navn, jeg lærte hin Stunden lange min
Brud jeg første Gang holdt i Fange.
Du er det fagreste Ord, jeg kjænder; thi al min
Kjærlighed i dig brænder.
Flux paa min Læbe, du Ord, fremblommer,
naar hun, min Lysalf, imod mig kommer.
Og ømt som moderlig Bøn du strømmer fra
Læben, naar jeg om hende drømmer, ja naar jeg
om hende drømmer.
"Mie eja Jente!" jeg trættes ikke den søde Lyd i
min sjæl at drikke! Mie eja Jente, på Vinden
baaren, er frisk og sød som en Sang om Vaaren.
Og øm som bævende Suk af Luren fra
Sæterjenta i Bjerkeuren. Og mild som Siljuens
Sus ved Elven, naar Vinden leger med Bladets 
Skjælven.
"Mi eja Jente!" Hvor mildt du suser, og dog saa
mægtigt mit Sind beruser! Skjøndt sagte hvisket
som Suk af Pigen, du fylder Sjelen med Kæmpe
Higen.
Ja, Sjelen med Kæmpehigen. Man ak, min
Higen til Jord er bundet, skjøndt efter Vinger
den tidt har stundet. O, hvis jeg lænket ej var til
Støvet, men havde Vinger som Aspeløvet: Da
fløj jeg til dig, min eja Jente! Og sagde flux,
hvad min Længsel meente.
Da fløj jeg til dig, min Brud, at drikke paany
Berusning af dine Blikke.
Da sa' jeg "Jente mi!" tusind Gange og trykte 
jublende dig i Fange.