Hvi stander du hist, o Gubbe grå, hel ensom ved Elvebred?
Med Gråd i øje hvi stirrer du så, i brusende Hvirvel ned?
O vogt dig! Hvis du din matte Fod nedglider på slibrige ler,
da styrter du brat i den dybe Flod, da er der ei redning meer!

O lå jeg forlængst i dyben Flod! O favned' mig Bølgen blå.
Da stod jeg ei her i hu så mod, forladt i min Alder grå!
Mig Længes nu hart efter Hvilen sød; snart må jeg fortvivle plat!
Jeg håber den kommer den hulde Død, alt slaar mit hjerte så mat.

För skued jeg her en Skare stor af Sønner en Æt så prud.
De stode i Manddoms fuldeste Flor, og vældig spredte sig ud.
Og mens de knejste med ranke Krop, som Kjæmper mod Himlens Sky,
da så jeg så fro mod Himlen op, og stod så sikker i Ly.

Da kom er en grum og gjerrik Flok og knuste mit alders håb:
Ei sukke rørte den Røverskok, de spotted mit bange Råb.
Med tungen Øxe og stærke Haand mine Sønner de sloge ned,
Og kasted' dem brat i Lænker og Baand mig Svage gave de fred.

Og slede dem bort fra min Barm så huld, og reve dem fra mit Bryst,
Og solgte dem ak! for fremmed Guld til Trælde på fremmed Kyst;
Thi stander jeg her med min isse grå, så ensom ved Elvebred, 
Og derfor med Længsel jeg higer så i brusende hvirvel ned.