I kølende Skygger,
i Mørke som Roser udbrede,
hvor Sangersken bygger
og kvidrende røber sin Rede,
hvor sprudlende Bække,
snart dysse, snart vække
Camoenenernes Yndling, den følende Skjald,
med stedse ensrislende Fald.

Hvor Hjordene brøle,
mod Skovens letspringende Sønner,
og puste, og føle
den Rigdom, i hvilken de stønner,
hvor Mejeren synger
blandt gyldene Dynger,
og tæller sin Skat, og opløfter sit Raab,
til den, som har kronet hans Haab.

Hvor skertsende Bølger
beskvulpe den Vandrer, hvis Øje,
snart stirrende følger
med Helsinges graanende Høje,
snart undrende haster
bland Skove af Master,
og forsker, og kender den fremmedes Flag,
og glemmer den hældende Dag.

Hvor Kummer og Smerte,
fandt glade dit Aftryk, Du høje,
det ædleste Hjerte,
i hvert et medlidende Øje,
hvor Venlighed pryder,
de strengeste Dyder,
der vokste min Sang, og den undrende Skov
gav Genlyd af Skaberens Lov.