Jeg gik i marken og vogtede får,
slog min harpe i skyggen af palmer,
glad som en fugl i den fagreste vår
hopped rundt jeg og nynned på salmer!

Da kom der bud fra min fader som bedst:
Skynd dig hjem, klæd dig på, kom til gilde!
Seeren siger, der fattes en gæst,
det er dig, kom nu ikke for silde!

Rødmusset blev jeg da mere end før,
som en fugl, som en vind jeg var hjemme,
blegned kun flygtig ved højeloftsdør,
da jeg hørte de vældiges stemme.

Bæger af guld med den skummende vin
rakte seeren brat mig i salen,
salved mit hoved med olie fin
som en dug over græsset i dalen.

Mange i salen så skævt til mit held,
ikke vidste dog nogen min lykke,
lønlig udsprang der i barmen et væld
som en kilde i palmernes skygge.

Kongeligt blev da mit sind og min hu,
for min hjord turde alting jeg vove,
løver og bjørne, dem trodsed jeg nu,
trodsed mer, trodsed falskhed ved hove.

Goliat praled med hjelm og med skjold,
imod ham så jeg ud som græshoppen,
dog med min slynge jeg fældte den trold,
skilte godt også hoved fra kroppen.

Træde jeg måtte fuldmødige fjed
over stok, over sten, i det øde,
før jeg fik kronen at fryde mig ved,
under den måtte hjertet end bløde.

Konge dog blev jeg, navnkundig som få,
i Jerusalem godt jeg har hjemme,
og medens troner på jorderig stå,
Davids-harpen går aldrig ad glemme!