Fem Sange , opus 8

Du spørger, hvem hun ligner og hvorledes hun seer ud,
Den Kvinde, som til Brud jeg har kaaret?
Hun er saa fin og fager som Bøgens første Skud,
Hun er saa uskyldig som Englene hos Gud,
Og liflig som fuglesang i Vaaren.
Hun er saa let og væver som den spillende Hind,
Og varm som Sommervinden, der kysser din Kind;
Ja, hun er mig det Deiligste paa Jorden.
 
Du skulde see de Lokker som Hvedeax i Høst
Saa gule og saa tunge tillige,
Og Øine saa mørkeblaa som Bølgen ved vor Kyst,
Saa sjælfulde dybe, saa rige paa Trøst,
To Stjerner, som aldrig kunne svige.
Ja, fik jeg Sol og Maane og alle Stjerners Ring,
Jeg bytted ei imod hende; de veie ingenting
Mod hende, den Deiligste paa Jorden.
 
I Nat naar Sol er sunken, og alle Blomster smaa
Staae drømmende om lyset og om Himlen,
Naar Drømmens Engle stige fra Himmelbuens Blaa
For tause og vemodige blandt Jordens Slægt at gaae,
Da veed jeg, hvo der venter i den stjerneklare Nat,
Og grant jeg kjender Stedet, hvor Stævnet er sat
Af hende den Deiligste paa Jorden.

Sig mig, Du Stjerne, som funkler saa tyst
Oppe paa Himmelens natsorte Bue,
Naar skal jeg atter min Elskede skue,
Hende, min Attraa, mit Liv og min Lyst ?
Tidt Du os saae, naar i Aftenens Stund
Tause vi gik i de dæmrende Skove,
Eller naar Søens vuggende Vove
Lulled vor Sjæl i dens sødeste Blund.
 
Det er forbi! Ak, jeg vandrer forladt,
Fjernet fra hende ved brusende Strømme,
Og jeg kan ikkun sværme og drømme,
Drømme om hende, mit Liv og min Skat !
Hils hende fra mig og sig hende, at
Saadan som Du, klartfunklende Stjerne,
Spreder din Glands fra det fjerneste Fjerne,
Straaler kun for mig ved Dag og ved Nat !

Naar ret jeg mig kaster i Livets Larm
Og haaber Alting at glemme,
Da staaer Du for mig saa mild og varm
Og yndig, som da Du var hjemme.
 
Det hjælper ei, at jeg trodser imod
Og døver mit Indres Stemme;
En Sjæl kan døves af Druens Blod,
Men Sjælen kan aldrig glemme.
 
Naar Glædens Aander mig river afsted,
Blandt Vennerne vildt beruset,
Jeg hører med Et dine lette Fjed
Og seer Dig sysle i Huset.
 
Og naar jeg mod Aften lukker min Bog,
Mens Lyset ustadigt flammer,
Jeg seer med lukkede Øielaag
Dig og dit yndige Kammer.
 
Jeg seer Dig tage fra Hylden ned
Den Bog som en Guddom skabte,
Og bede om Trøst, Forsoning og Fred
For Alle, som tro sig fortabte.
 
Jeg seer Dig aabne dit Vindves Glar
Og sende din Længsels Tanker
Til Stjernehæren, der funkler klar,
Til mig, som alene vanker.
 
Jeg seer Dig læne dit Hoved træt
Mod Puden for Hvilen at finde,
Jeg hører dit rolige Aandedræt,
Jeg vaagner -- og Drømmene svinde!

Ak, vidste Du, hvor jeg har syndet,
Og hvor min Brøde er stor,
Du talte ikke saa milde,
Saa sødt bevægende Ord.
Ak, vidste Du, hvor jeg har levet
Saa gudsbespotteligt vildt,
Da saae ei dit fromme Øie
Paa mig saa inderligt mildt.
Da vendte Du bort dit Hoved
Og lod mig med Smerte gaae --
Kun Dig og min Angers Fylde
Har jeg at lide paa. 

Snart synker Solen -- atter kommer
   Den tause, svale Nat,
Den bringer Elskovs lyse Sommer
   Og Drømmens rige Skat.
   Den blev til Trøster sat,
Den bringer sine bedste Tanker,
Sin Fred og Ro til Den, som vanker
   Alene og forladt.
 
Farvel, Du Dagens blanke Stjerne!
   Farvel, solvarme Glands!
Tilslørte funkler i det Fjerne
   De gyldne Stjerners Krands.
   O, Sphærers lette Dands,
Som vækker Hjertets dybe Længsler,
Dets stille Haab, imens I fængsler
   Vort Øje og vor Sands!