Två norska dikter , opus 38

by Josef Eriksson (1872 - 1957)

1. Vaar. Fra mine teknikerdage 1890

Language: Norwegian (Bokmål) 
— This text is not currently
in the database but will be added
as soon as we obtain it. —

Text Authorship:

Go to the general single-text view

2. Sommer  [sung text not yet checked]

Language: Norwegian (Bokmål) 
Væv mig en kaabe, som rødmer, 
spind den af taage, knyt den af straaler, 
dyp den i nellikeblod!

Væv mig en kjole, som skjælver — 
aspebladvævet, dugperleknappet, 
heftet med spindelvævtraad!

Sy mig et belte, som funkler — 
lygtmænd, hoppende ildblus 
funkle paa himmelblaa grund!

Sy mig saa noget, der hvisker! 
smilende spænder, sommerfuglvinger, 
— legende kolibrisko!

Text Authorship:

See other settings of this text.

Confirmed with Sigbjørn Obstfelder, Digte, Det norske språk- og litteraturselskap

lygtmænd] (m.), lyktemann, flakkende lys over myr. I folketroen oppfattet som lykten til et overnaturlig vesen som vil føre folk på avveier: «Lygtemænd er genfærd af uretfærdige mennesker, som ved deres lysskær søger at få de vejfarende til at fare vild og at lokke dem ud i moser og sumpe.» Sitat fra J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn, bd. 2, s. 238 (her sitert fra «Motivet Lygtemænd i H.C. Andersens eventyr og historier», H.C. Andersen-Centret). «I sumpede område og moser frigøres der metan, CH4, ved organisk forrådnelse. Metanen kan så boble op og antændes, enten ved spontan selvantændelse eller ved elektrisk afladning. Dette viser sig som lysende kugler der svæver og flakser over sumpe og moser. På latin kaldes det for ignis fatuus – fjollede lys». Sitert fra Københavns naturskoler, økobaserne