Fire Sange til Tekster af Knut Hamsun , opus 23a

Jeg knæler og rækker Hænderne frem
endskjønt jeg hører dit Nej.
Tag disse Blomster med Tak for dem
du pyntet med paa min Vej.
Jeg ser dig blusse som Roserne nu
og slaa dine Øjne ned;
kanhænde kommer du mangt ihu
af Sorg og af Kjærlighed.

Din Graad har dugget mit Sind som Regn,
dit Smil var min Sol igen,
du skabte af Verden en vakker Egn,
min Sjæl blev en Have i den.
Det blomstrer - det blomstrer i Haven nu
og dufter fra alle Bed.
O kom ei mere din Sorg ihu,
men bare min Kærlighed!

Ti stille, I Fugle og lad mig i Fred,
og lad mig i Fred.
Jeg tuller og luller og graater
og pröver at nynne det hen.
Hun reiste i dag, hun er borte
og kommer vel aldrig igjen.

Ti stille, I Fugle og lad mig i Fred!
Og kommer vel aldrig igjen.
Just her under Lövet her gikk hun saa tidt,
her gikk hun så tidt.
Hun nynned og plukket sig Blomster
og sprang som et Barn og lo.
Jeg staar her og mindes det hele
og finder slet ingen Ro.
Just her under Lövet,
her gikk hun saa tidt.
Og finder slet ingen Ro.

Jeg tør ikke söge min Stue igjen, ei söge igjen.
Der satte hun Blomster og Buske,
der löd vore muntre Ord.
Vi havde vor Glæde sammen,
og nu er hun gaaet om bord.
Jeg tör ikke söke min Stue igjen.
Og nu er hun gaaet om bord.