Slaviske digte

Bort fra Lys og Lærkesang gik Søstre tre,
bort, hvor Skumring falder tyst paa frossen Sne.

Kvad den første: Sov, min Sjæl fra Sorg og Spot;
Kjærlighed og Had paa Jord er Graat i Graat.

Kvad den anden: Gjennem Søvn og Taagespind
gjør en fordums lønlig Lyst mig hed om Kind.

Men den tredje bad: Væk op mig unge Mø;
lær mig først, hvad Elskov er; lad saa mig dø! —

Hele Natten har en Guldsky blundet,
blidt mod Klippens Skulder lagt til Hvile;
da den vaagned og saae Solen smile,
fløj hin Guldsky bort og var forsvundet.

Men paa Klippens Kind, af Furer pløjet,
blev en fugtig Giands af Dug tilbage,
Dug af stille Graad og lydløs Klage
for den lille Guldsky, som var fløjet.

Hvorfor vil de røde Flammer spille
        paa den sorte Sky?
Hvorfor blev jeg selv, der længtes stille,
        glad paany, paany?

Derfor flamme Skyens Rande røde,
        at Guds Sol er nær.
Derfor blev jeg glad, at jeg skal møde
        ham, jeg mest har kjær.

Mørke Nat og vilde Veje,
ingen Lykke fik vi to til Eje.

Intet Ly for Svenden og hans Pige,
intet her, kun hist i Himmerige.

Paa den øde Mark vi vil os lægge,
til to Blomster vi forvandles begge.

Som to Blomster gro vi frem af Sandet,
men os selv har onde Ord forbandet.

Staa de Blomster paa den vilde Hede,
hvo dem seer, en Bøn skal for os bede.

Du og jeg er lige Børn af samme Slags
som to hvide Hvedekorn i samme Ax.

Ved hinandens Side tæt vi sammen gro
og faa Væxt af Sommersolen begge to.

I den samme Jord vi lægges sammen ned
og gro sammen op igjen til Evighed.