Blomstervignetter

Jeg veed ei, hvoraf det kommer,
Og om det som mig gaaer Fleer;
Men hvergang Lindene blomstrer,
Kan jeg ei sove meer.

Da fyldes min Sind og min Tanke
Saa selsomt ved Blomsternes Duft,
At ud jeg alene maa vandre
I Nattens kjølige Luft.

Men naar jeg vandrer alene 
I Nattens hviskende Vind,
Da kommer de gamle Minder
Og gjøre saa tungt mit Sind.

Da gaaer jeg ind i mit Kammer
Og sysler med Bog og Pen;
Men hvergang Lindene blomstrer
Har jeg min Nød igjen.

I svundne Tider man ristede ind
Ved Midnatten tavs og stille
De mørke Runer i Æblets Kind,
Og lod det i skødet trille --
Da tvang de Ruber det strideste Sind
Og bøjed den stiveste Vilje.

Jeg rister i Vaardagens lysende Pragt
I Blomsten, saa skær som en Lilje,
Usynlige Runer, hvori der er lagt
Hvad Øjet, men aldrig Læben fik sagt --
Men selv skal du have din Vilje!

Du er bly, og jeg er bange,
Bange for at gaae for vidt;
Skjøndt i Tanken mange Gange
Jeg har gjort det første Skridt.
Men som Vindens Pust kan bryde
Anemonens fine Skjær,
Saa jeg frygter Du skal tyde
Falsk min dristige Begjær.

Vær ei bange! 
Tidt klang Dine Sange 
For min Sjæl i Aftnens tause Stund.
I de trange, 
Dunkle Skovens Gange 
Lød de, helst i Drømme fra min Mund; 
Og jeg følte klart, at skjøndt Din Fange,
Er jeg vistnok -- men ikke bange.

Du, min stille Lotusblomst, fra Skovsøens Rand,
Du Svane, som på Bølgen Dig vugger,
Siig, synker du om Natten til Drømmenes Land?
Er det derfor, at Din Krone du lukker?

Er det derfor, Du sænker Dig i Skovdybets Væld,
Når Aftenstjernen over Dig blinker?
Ak, åb for mig Dit Bæger bloten Kvæld,
Det er Mere end Drømme, som Dig vinker.

Flyv ud, min Længsels Sommerfugl!
Bryd Bladets Svøb og Knoppens Skjul,
Flyv ud med Duft og Farve! 
Forlænge laae i Snee og Kuld 
Du gjemt af Savnets Vintermuld 
Som Elskovshaabets Larve.

Flyv ud, Du Vaarens Sendebud! 
Du første, frie, friske Skud,
Du Haab om, hvad der kommer! 
Flyv ud til Ham, mit Haab, min Tro, 
Mit Hjertes Glød, min Elskovs Bo,
Flyv ud! -- Det bliver Sommer.