Willemoes

Fædreland! Fædreland! 
Held dine mandige Egne,
som ej i Døden tør blegne,
tryg er din Strand.

Fædreland! Fædreland! 
Tak for den Fred du har givet,
glade vi ofre dig Livet;
Tryg er din Strand!

Fædreland! Fædreland! 
Saa lad da Krigsguden vinke,
Danske for Farer ej blinke,
tryg er din Strand!

Ja, tag os, vor Moder, 
i din løfterige Favn, 
og velsign dine Sønner, 
som velsigner dit Navn. 
Danmark, Danmark, af tusind Aars Daab 
kranset med Forjættelsers herlige Haab. 
Vaar over Land, 
og Vaar over Sø! 
Vaar til hver Mand, 
og Vaar til hver Mø. 
Vaar i dit Hjerte 
at det aldrig skal dø. 

Ja, hør os, o Moder, 
som bar os ved dit Bryst, 
vi slaar en Sønnekæde 
om din kornrige Kyst. 
Kald os, kald os, thi stedes du i Nød, 
samles vi paany om dit helige Skød. 
Vaar over etc.

Saa kjend da, vor Moder, 
som Blod ud af det Blod, 
der blusser i vor Ungdom 
den store Mogens Mod. 
Danmark, Danmark, dyreste Jord, 
værdigt vil vi vandre i Fædrenes Spor. 
Vaar over etc.

Følger, hvo som følge kan! 
Hører Fædrelandet kalde! 
For vor Konge og vort Land, 
op at sejre eller falde! 
Op, til Vaaben, alle Mand! 
Følger, hvo som følge kan!

Jeg mødte en Sang paa den alfare Vej, 
en Morgen i Maj, en Morgen i Maj! 
Den dufted af Sødme, den toned af Sol, 
den bæved som Dug paa en bange Viol. 

Jeg jubled en Sang paa den alfare Vej, 
en Morgen i Maj, en Morgen i Maj! 
Den fyldte mit Hjerte, det svulmed af Lyst. 
Da steg den, og fløj — og veg bort fra mit Bryst! 

Jeg søger en Sang paa den alfare Vej, 
hver Morgen i Maj, hver Morgen i Maj! 
Hvor finder jeg nu, hvad der fulgte mig før? 
Mit Hjerte i Sorg sidder klædt i sin Dør.

Havet omkring Danmark, vort moderlige hav,
blåt som vore øjne og blidt som vore drømme,
minderige strømme, som stryger mildt mod kyst,
længsel har du lagt i vort bryst!
Vi vandrer din vej, vi lyder din lov,
vi pløjer dine enge med kølens ranke plov.
Du vugger os i verden, så vide som vi vil.
Dig elsker vi, o hav, og dig vi hører til.

Havet omkring Danmark, vort moderlige hav,
gråt som vore vilkår og grønt som vore løfter,
skumbesatte kløfter, som kløver ø fra ø,
dåfuldt har du lært os at dø!
Vi vandrer din vej, vi lyder din lov,
vi pløjer dine enge med kølens ranke plov.
Du vugger os i verden, så vide som vi vil.
Dig elsker vi, o hav, og dig vi hører til.

Havet omkring Danmark, vort moderlige hav,
stridt som vore viljer og stolt som vore sejre,
brynjeklædte lejre, som larmer under strand.
Hæder skal vi høste vort land!
Vi vandrer din vej, vi lyder din lov,
vi pløjer dine enge med kølens ranke plov.
Du vugger os i verden, så vide som vi vil.
Dig elsker vi, o hav, og dig vi hører til.