2 Salmer

Den store Mester kommer;
    Fuldkjærlig er hans Id:
Han sidder ved Smeltediglen
    Og luttrer Sølvet med Flid.
 
Han seer paa Diglen nøie;
    Han veier Tid og Stund;
Naar Ertsen i Strøm udsmelter,
    Han stirrer dybt i dens Grund.
 
Han kjender Tegn og Mærke
    Paa Klarheds Gjennembrud,
Naar Sølvstoffets ædle Indre
    Af Ertsen luttrer sig ud.
 
Det Øieblik han venter
    Og agter kjærlig paa,
Naar klarlig hans eget Billed
    Vil dybt i Sølvspeilet staae.
 
Da glædes høie Mester:
    Da Værket er fuldbragt;
Da priser det ædle Sølvstof
    Sin Mesters Daad i sin Pragt.
 
-- Den store Mester kommer,
    Som smelter Sjæl og Sind;
Han sidder ved Hjertegruben;
    Han seer i Sjælene ind.
 
Og har i Hjertedybet
    Sit Billed klart han seet,
Saa glædes den høie Mester --
    Saa er hans Gjerning alt skeet.

Udrundne er de gamle Dage,
Som Floder i det store Hav,
Og hvor sig hviler nu den Svage,
Der fandt den Stærke og sin Grav;
Men lovet være Himlens Gud!
De Ædles Æt døer aldrig ud!

Mens Graven kastes, Vuggen gynger,
Og Liv udsletter Dødens Spor,
Saa immer sig igjen forynger
Hver ædel Slægt i Syd og Nord,
Og Mindet, som Guds Miskundhed,
Forplanter sig i tusind Led!

Saa lad derpaa da Syn os fæste,
Hvad Ædle kaldte Livets Lyst!
Ja, lad os kappes med de Bedste
Og vove kjæk med Død en Dyst!
At byde den og Graven Trods
Kan med Guds Hjælp og lykkes os!