Difference(s) between text #4193 and text #633696

Go to the Instructions

11Nu maa jeg mig sno til den nordlandske torsk,Vi skufved fra Landet, vi stævned’ i Vest,
22som fiskerne kalde mon skreien paa norsk,I Tanker at byde den Kaabbe til Giest,
33han nævnes maa nordmandens krone. Loed fort hen ad Skiærrene stande;
44Han kroner vor' hjelder, han kroner vor skjaa,Men Harald og Tarald de Skyttere toe,
55o! sæl est du bonde, som torsken kan faa;En af dennem hopped’ den anden han loe,
66han føder baad' dig og din kone. De funde Guds Biæring for Hande:
77Man satte de riflede Bysser i lad
88Barmhjertige fader oplade din hand,De skuured’ og fiiled’ og smurte dem brav,
99velsigne os fattige folk her i land Al Ting til et Bytte sig skikker.
1010med dine velsignelser søde!De krøeb’ omkring Skiærit paa Albue og Arm,
1111Skuld' torsken os feile, hvad havde vi da?Som Hunder om Kiød-Gryden sydendes-varm,
1212Hvad skulde vi føre til Bergen herfra? Naar at han de Brædde vil slikke.
1313Da seiled vist jægterne tomme.Her var ey at tøve, den Hane blev spændt,
1414En gloende Kugle heel venlig forsendt
1515Du torsk maa vel kaldes vor næring og brug, Den Skind-klædde Skolt bag sit Øre.
1616du skaffer fra Bergen saa mangen tønd' rug,Det smaged’ ham ligesom nye-smeltet Blye
1717den stakkels nordfarer til føde.De andre hans Grander begynde at flye,
1818Og skulde du, Herre, forkorte din hand Vil Sælskab ey længere giøre.
1919og stænge skreitorsken og fisken fra land,Man krænged’ ham Huden, slog Spækket i Salt
2020da lag des vi hastelig øde.Og Kiødet opaad de med Stufv og med Alt,
2121 Man saae dennem engang ey sveede.
2222Vi har ei at lide paa most eller vin,Men Spækket blev solgt til Øe-Værringen bort,
2323her finnes ei heller sølvbjærgene fin'Som gave for Pundet u-pluttend’ en Ort,
2424os mangler guldgruven den røde. Der handledes reede mod reede.
2525Vort land er ei heller et Canaan sød,De laddet strax atter, og ramte ret just
2626hvor marken med melk og med honning omflød,Amøringens Skolt med en tindrende Pust,
2727her findes ei druer at plukke. Jeg meener hin Aar-gammel Unge,
2828Vi bøed vore Grander til Giest der oppaa,
2929Nei fisken i vandet, det er vores brød,Den spæk-rund Amøring befaldt dennem saa,
3030og mister vi hannem, da lider vi nød De slikked’ baad’ Finger og Tunge.
3131og jammerlig nødes at sukke.Men Ærtnen tilholder ved yderste Skiær,
3232Hvad haver vi andet, her bygger og bor,En temmelig Deel udaf Spæk paa sig bær,
3333end søge vor føde med angel og snor, Et græsseligt Dyr og forvoxen:
3434og pløie de bølger hin' gromme.Saa gammel en Part, at og Græs fra dem groer,
35Beklæd med en Huud, ret umaadelig stoer,
36 Som nogen Tiid Hesten og Oxen.
37Behager dig Huden, du kand den vel faae,
38Dog kommer hun dig to Rixdaler at staae,
39 Der er ey en Hvid at aftinge.
40Hvad er den til Nytte? maaskee du vel spør:
41Man Reedskab af Huuden til Hestene giør,
42 Til Seeler, til Spensler og Ringe;
43Hun legges i Barken og bliver bereed,
44De kækkeste Soller, som nogen Mand veed,
45 Kand sikkerlig derudaf skieres:
46En temmelig Alder man paa Dennem gaaer
47Moscoviens Hunder slet intet formaaer
48 Mod dennem, vor Ærtner monn’ bære.
49Anlangende fleere slags svemmende Diur,
50At skrive hvers Art og medgiven Natur:
51 Først haver jeg Hvalen at agte;
52Du grumme Søe-Konge! du Trold i det Vand!
53Hvad driver dig til at du render paa Land
54 Og lader godvillig dig slagte!
55Fortæl mig, naar Tarmen er sulten og tom,
56Hvor mange Tønd’ Sild at der gaaer i din Vom,
57 Førend du din Hunger kand stoppe?
58Jeg meener, to Læster i Maal-Tønder grov
59Til Maaltid paa engang dig giøres behov,
60 Det er kun for dig som en Loppe.
61Men aldrig var Nordlandske Bonde saa klog,
62At dig forulemped’ hans Spyd eller Krog,
63 Han vidste dig aldrig at fange;
64Hvis ikke du selver paa Stranden opdrev
65Og dem til et Rov uformodentlig blev,
66 Dog det har bedaaret saa mange:
67Det hendte sig nyelig for Aar eller tree,
68En Hval blev opstrandet, det finge de see
69 De Bønder der næst omkring boede.
70De toege sig Øxer, de plukked’ den Hval,
71Enhver udaf Spækket sit Stykke bortstial,
72 Saa hærlig de Bønder sig snoede!
73De roede derefter saa sagtelig bort,
74Men kort Tiid derefter blev Gierningen spurt,
75 Den Ombuds-Mand fik det at høre;
76Han stævned’ de Danne-Mænd for Dommeren ind,
77De maatte forgylde baad’ Spækket og Skind,
78 Det galdt om Hr. Urians Øre.
79Og hvis ikke godt Folk har lagt sig deri,
80De sluppet har neppelig Galgen forbie
81 De løeste sin’ Halse med Penge.
82Da sprang dem Gield-Oxen og Koen af Baas
83Samt muglende Vild-Mand, som laae inden Laas,
84 Og har ey seet Soelen saa længe.
85Saa fik da de næs-viise Brødre for Spæk
86Sin rette Betaling, som vare saa kiæk
87 Og frygted’ ey Kongelig Love.
88See! vogt dig for GUds Skyld, kom ey saa igien!
89Hvis ikke, gaaer Halsen i løbet derhen,
90 Sligt er ikke let til at vove!
91Du veedst, det er Lovens udtrykte Bogstav,
92At hvad der opstrander af skummende Hav,
93 Det være Vrag, Hval eller Skibe,
94Det høre skal altsammen Konningen til,
95Hvad hielper, at du det tilsnappe dig vil,
96 Og hæftes i Øvrigheds Knibe?
97Men den, som den strandede Hval først paa fandt,
98Det Findings Spæk, som er en Favn i hver Kant
99 Han for sin Umage beholdte,
100Det øvrige blev der opsmæltet til Tran,
101Og sendtes til Bergen, der Stævnen gik an,
102 Man til de Contorske det solgte.
103Nu maae jeg mig snoe til den Nordlandske Torsk,
104Som Fiskerne kalde monn’ Skreien paa Norsk,
105 Han nævnes maae Nordmandens Krone,
106Han kroner vor Gielde han kroner vor Skiaae
107O! Sæel est du Bonde, som Torsken kand faae,
108 Han føeder baad’ dig og din Kone.
109Du Torsk maae vel kaldes vor Næring og Brug,
110Du skaffer fra Bergen saa mangen Tønd’ Rug,
111 Den stakkels Nordfarer til Føde.
112Barmhiertige Fader oplade din Hand,
113Velsigne os fattige Folk her i Land
114 Med dine Velsignelser søde!
115Skuld’ Torsken os feyle, hvad havde vi da,
116Hvad skulle vi føre til Bergen herfra?
117 Da seyled’ vist Jægterne tomme.
118Hvad have vi andet, her bygger og boer,
119End søge vor Føde med Angel og Snor
120 Og pløye de Bølger hin gromme?
121Og skulle du HErre forkorte din Hand,
122At stænge Skrei-Torsken og Fisken fra Land,
123 Da lagdes vi hastelig øede.
124Vi har ey at lide paa Most eller Viin,
125Her findes ey heller Sølv-Biergene fiin,
126 Os mangler Guld-Gruven den røde.
127Vort Land er ey heller et Canaan sød,
128Hvor Marken med Melk og med Honning omflød
129 Her findes ey Druer at plukke;
130Ney! Fisken i Vandet, det er vores Brød,
131Og miste vi hannem, da lide vi Nød,
132 Og jammerlig nødes at sukke.
133Folk maae det fortælle med grædende Taar’
134Hvorledes man disse forledendes Aar
135 Har giort sin’ Omkostninger store:
136Vi baged’ Mad-Kisterne strax efter Juul
137Vi fyldte dem gandske med Brød og med Suul
138 Og skaffed’ dem alle sin Foore.
139Vi laved’ vor Drenge to Maaneders Kost,
140Et Bismer-Pund Smør og et Bismer-Pund Ost,
141 Og flad-Brød, to vigtige Voger;
142Saa Suppe-Meel, Kiød og saa Stomp-Brød et Pund
143Saa Jern-Steen, Skind-Stak og Støvler saa rund,
144 Saa Diubs-Agn med Angler og Kroger;
145Men dermed end ikke fornøyes de vil,
146En Anker med Syre vi skaffed’ dem til,
147 Og lod’ deres Mad-Kister stoppe.
148Da at jeg skal kortelig melde derom,
149Vi skaffede dem til Stabueret blev tom,
150 Selv aade vi Maaltider knappe
151Foruden alt dette de Skyld-Mænder kom
152Med krumpede Tarme, med insvunden Vom
153 Og deres Udreedning de kræver.
154De larmed’ og giorde saa megen uskiel:
155Skaf os vor Udreedning, vi svælte ihiel,
156 Thi Tiderne giøres os snæver!
157Og kand vi vor Børsel hos dig ikke faae,
158Da nødes vi hen til en anden at gaae
159 Og alt det vi eye, pandtsette;
160Anlangende Skylden vi bundet har paa,
161Da viid, at den faaer paa Restancen at staae,
162 Hvorefter du har dig at rette!
163Hvad var her at giøre: vi sang eller sprang,
164Vi maatte dem skaffe: vi gad deres Trang
165 Og ynkelig Jammer ey høre.
166Saa blev dem leveret en temmelig Deel
167Af Korn, af Gryn, og af Rug og af Meel
168 Og Hampen at lægge til Snøre
169U-agtet de før i Skyld-Bøgerne stod
170Opskreven saa høyt, at de aldrig var god
171 Den tiende deel at betale.
172De tænke, som andre Bedragere meest:
173Lad Skuffel og Spade betale den Rest,
174 Og Udgangen Tiden befale.
175De giorde sig færdig paa strømmende Vand
176Til Vogen og Skroven der Vester paa Land
177 De Bølger og Lykken at rønne
178Men Qvinderne Hiemme Tom-Hændede sad,
179De vidste sig ikke saa meget til Mad,
180 At de kunne mætte en Høne.
181Men Løbers-Miss gik og Gregorius kom,
182Man prøvet paa alle de Klakker og Rom
183 De gamle Forfædre har funden:
184De slimed’ og sadde saa frossen og stiv,
185Men blev ikke værdig et rørendes Liv
186 At drage paa Krogen fra Bunden:
187De Stakler ey spared’ sin yderste Fliid
188De flakked og foere baad’ hisset og hid,
189 Men ach! ach! altsammen forgieves.
190Hvad frugter vort Arbeyde lidt eller stort,
191Naar HErren os rykker Velsignelsen bort,
192 Hvad har vi, naar hans igien-kræves?
193Som Aaret det skreed til Vor-Frue-Miss frem,
194Saa suled’ de Snøret saa seyled de hiem
195 Med tomme Mad-Kister og Bommer;
196Og see! der foer al vor Fortieneste hen,
197Vort Debet derover hos Garpum igien
198 Alt høyer og høyer opkommer.
199Der taler saa mangen og undres derpaa:
200Hvi Nordland saa dybt i Skyld-Bøgerne staae
201 Gield-Bunden til begge sin’ Øre?
202Men skulle de sætte saa jævnlig Labeet,
203Som Tiid efter anden i Nordland er skeet,
204 Da blev deris Middel ey større!
205O! ville vor HErre velsigne det Hav,
206Og unde den Lykke, han fordum os gav
207 Langt hen i Forfædrenes Minde;
208Hvor glædeligt var det i Landet at boe,
209Hvor lysteligt var det paa Vandet at roe,
210 Naar Folk kunde Næringen finde!
211Da roede man ud, naar at Solen gik frem
212Og før hun gik under, vel Hundred og Fem
213 Da saae man paa Gielden ophænget.
214Saa kogte de Lever, naar Folket var svang,
215Saa straxen kom Kiedler og Møllin paa gang,
216 Man troede, de skulle sig sprænget.
217Sin’ Gieller de tømred’ af Stænger og Raa
218De spærrede Fisken og hængte derpaa,
219 To Torske, det giør os en Spærre
220Og paa det at Tallet kand noget forslaae:
221See! Sex gange Tive du tælle dig maae,
222 Saa regnes et Hundret at være.
223Men vil man imidlertiid spørge dem saa:
224Hvor liikes i Fisket, hvad kand I vel faae?
225 De svare dig hogtet i bogte;
226Part svarer: det er saare lidet, vi faaer,
227Part svarer: vi foer om alt Havet i Gaar,
228 Sleed neppe, saa mange vi kogte.
229De Skrubberter vil ey med Sandhed her frem,
230De meene: skull’ saadant udhøres af dem,
231 Forgiorde de slet deres Lykke.
232See saadan er al den Vantroende Slegt,
233GUd mister saa tit sin tilbørlig Respect,
234 Thi maae han sin Gaver undrykke!
235Naar Aaret gaaer frem til Tiburtii Dag
236(Den fiortend’ Aprilis er skantendes lag,
237 At fisked er allesteds ude)
238Saa skibes i Jægten med hisken og hask,
239Og den er GUd kiærest, som snarest er rask
240 At vinde sin’ Seyler og Klude.
241Saa spørges af alle: hvad haver du faaet,
242Hvor mange gang Hundred er fanget paa Baad?
243 Hvad er her fortienet og vunden?
244Da kommer hin lange Skaar-Kiævler for Dag,
245Hvorpaa staaer opskaaren den Handel og Sag,
246 Og derefter retter sig Bonden.
247Om Kors-Miss er Tiden at Tienden skal
248Annammes: Nie Fisk’ af hver Tiende Tal,
249 Det Tiende falder i Kanden;
250Saa drikkes omkring og saa giøres her Ruus,
251Her siunges og holdes et underligt Huus,
252 Og nogle betaler med Panden.
253Værg-Tolden forvolder saa mangt et godt Lav,
254Et Partie gaaer dansend’, Part grædend’ derav,
255 Hvad kand ikke Bacchus udrette!
256Hvis Kræfter er mægtig i Hummel og Pors
257Og volder, at Giøgen maa gale med Fors
258 Og Alskens Omsorrig forlætte.
259Tildrager sig midlertid Regnefuld Vær,
260Mens Solen i Tyren og Tvillingen er,
261 Da haver man vist at formode,
262At Torsken, som er op paa Gielderne hængt,
263Han bliver med levendes Krydder besprængt,
264 Jeg meener med Marcus hin gode.
265Dog derom ey votter Hr. Gregus saa grant,
266Han skiber den eene med anden iblant,
267 Og seyler, naar Børren vil blæse;
268Formeener, at luure de Tydske saa smukt,
269Men see! Ham forraader den stinkende Lugt,
270 Thi Garpus har Gavn af sin Næse:
271Han veed vel at skiønne, hvad Ont er og Godt,
272Han veed vel at skille det tørre fra raadt,
273 Hans Olde-Fa’r Hannem det lærde,
274At giøre den Fisk for Nord-Faren Udskaat
275Du Gregus maae tie, ja tage for godt
276 Slig Vilkor, som da er paa færde.
277Og under det samme da skydes dig ud
278De Gode med Onde: forbarme sig GUd!
279 Det har du dig selver at takke!
280Thi handled’ du reedlig og tørket din Fisk,
281Og loed den udhænge, den Stund, den var frisk,
282 Da var herom intet at snakke.
283For saadant da blir din Credit og Indtægt
284Hos din’ Creditorer saa meget forsvægt,
285 Dig hielper saa lidet at qviide:
286Tii stille og GUd om Taalmodighed beed,
287Betænk naar du kommer i Graven her ned,
288 Da kand ingen Ulve dig bide!
289Du skalt og betænke: din dybe Restants
290Tillader din’ Kiøbmænd friepostelig Kands
291 Læg derfore Haanden paa Munden!
292Som Synden forøges i Menneskens Krop,
293Saa stiiger din Debet og uformærkt op,
294 Du veedst ey, før du sidder bunden.
295Dog hvad vil jeg sige? din langsom Credit
296Udkræver med Tiden en reedlig Profit,
297 Skal Handelen holdes ved lige.
298Den høyre Haand bør jo den venstre at toe,
299Et Menniske faaer hos det andet at boe
300 Og bygge paa Jorden tillige.
301I haver nu vel, mine Venner, forstaaet
302Om Torsken og dessens inbringend’ Forraad
303 Nu vil jeg mig videre vende,
304Om Silden at teigne, som fanges om Høst,
305Og saltes i Tønden, hvis fangst er med Lyst,
306 Naar GUd sine Gaver vil sende.
307Lundstøen og Søelen er Helgelands Roes,
308Ofoeden i Salten opteignes derhos
309 De trende navnkundigste Stæder,
310For alle Sild-Fiorder i Nordland kundbar,
311Der findes vel fleere, dog ikke saa rar,
312 Hvis Rygte sig ringer udbreeder.
313Saa kommer Field-Byggen af inderste Fiord,
314Til-tusker sig Silden for Næver og Bord,
315 Og Varer mod Varer udsætter.
316Det lugtende Gods er behagelig meest,
317Den sureste Tønde, hun smager dem best,
318 Slig Mave beqvemmer slig Retter.
319Hun klines paa Flad-Brød i steden for Smør,
320Saa stryger han Flaben og visker den tør,
321 Og reiser heel glad til sin Hytte.
322Han takker den Danmand, ham solgte den Sild
323Og spanker paa Gulvet høy-beenet og gild
324 Som han havde fanget et Bytte.
325Han siger sin Kone, hvad Marked han nød,
326De glædes derved baade Levend’ og Død,
327 De aarker Tør-Maulen ey æde,
328Med mindre de stundum har Sugel derhos,
329Derover da bliver det stinkende Gods
330 Annammet med hiertelig Glæde.
331Nu vel an! hvad giør du min digtende Pen,
332Seer til at du slaaer ey af Tankerne hen,
333 De Flynder og Qvæiter hin feede:
334Du veedst jo vel, det er den deyligste Fisk
335Med hvilken Vor HErre begaver vor Disk,
336 Og Duugen for os monne breede.
337Man skiær hendes Ryg udi Ræklinger brav,
338Af Finnene skiæres den dryppende Rav
339 Saa feed, saasom Smør til at smage:
340En Spiise, der vel er Berømmelse værd,
341Kand bæres paa Fadet for leig Mand og Lærd,
342 Det skal dennem noksom behage.
343Du smukeste Qvæite, du Dronning i Vand,
344Hvor flad er din Boelig paa dybeste Sand,
345 Hvorpaa du fremskrider saa sagte!
346Du farer spagfærdig paa Grunden omkring,
347Og hviler, naar andre de kiøre i Ring,
348 Det kand vore Fisker’ vel agte:
349Hvor findes din liige blant svæmmende Kræe?
350Din Ryg er som Ravnen og Bugen som Snee,
351 Ja viider’ end Skiæle paa Sanden!
352Og vilde man salte din eeniste Krop,
353Du fylder et pakkede Tønde-Rum op,
354 En Tønde! ja stundum halv-anden.
355Men ingen blant alt det, der røres i Hav,
356Er riger paa Lever, hvor Tran giøres av
357 End vores Haa-Kiærling hin gamle,
358Hvis Lever, naar Hun er fuldvoxen og heel,
359Man rundelig deraf en Hollands Cordeel
360 Med klareste Fedme kand samle.
361Det Beest pleyer fanges paa synderlig Form,
362Hun render til Krogen, som Rytter til Storm,
363 Det er med Forundring at høere;
364Saa snart hun fornemmer, den Angel er fast,
365Omtuller hun strax sig den sneedige Gast,
366 Derover optaves det Snøere:
367Det skeer og med saadan en hastendes Iil,
368At Huuden paa Hende som raspende Fiil
369 Skiær Snoeren før mand det kand andse:
370Men hvilken der tænker den Seyer at faae,
371En Favn Jern-Lænker han lave sig maae,
372 Saa lær han den Kiærling at dandse.
373Hun kaldes en Kiærling, og det er vel vist,
374Dog haver Hun ingen af Tænderne mist,
375 Som Kiærlinger pleye at blive:
376Kast i hendes Kiæfter en Dobbelte Kal,
377Kast tykkeste Kabel, hun biide den skal,
378 Som den var afskaaren med Knive.
379Man skiær hendes Kiød udi Ræklinge-Rad,
380Dog bliver det ingen velsmagende Mad,
381 Førend den kand Aars-gammel vorde;
382Men kommer en stormende Blæst eller Slud,
383At Fiskeren kand ikke holde det ud,
384 Da kaster han Kroppen for Borde.
385Du spralende Sey! see jeg nær hadde glemt
386Din hoppende Springen og lystige Skiemt
387 Udi mine Skrifter at teigne:
388Hvor smuk er din Dands alt om Mid-Sommers Tiid,
389Naar Soelen er skinnend’ og Væjret er bliid
390 Et Menniskes Hierte maa qveigne!
391Hvor tit har jeg funden dig sprungen herom,
392At Havet stod gandske i fraadende Skum,
393 Alt omkring den taare-fuld Skalle;
394Naar du haver Leegen paa høyeste fat,
395Du veedst ey før Garnet er under dig sat,
396 Saa endes din Glædskab med alle.
397End du min Frue Hyse blant alle bekandt,
398Det sidste jeg dig in i Fiordene fandt,
399 Da havde du Flækken ved Øre.
400Vor Fioer-Mænder kiender din Klakke saavel,
401Du lokkes formedelst den rød-maded Skiæl,
402 De paa deres Angler monn’ føre.
403Men hvad du fortærer, saa est du dog tør
404Der tarvis dit Kiød et umaadeligt Smør,
405 Saa fremt det skal hellers behage.
406Frisk kand man dig æde, men aldrig er hørt
407At tørrede Hyser til Marked er ført,
408 Du saltes og aldrig med Lage.
409Du Lange, som drages saa langt fra den Val,
410Jeg dig iblant Fiskers navnkundige Tal
411 Med gylden Bogstaver afmaler;
412Hvoe dig vil forskyde, han er ikke viis,
413Du nyder hos Fremmed’ alleene den Priis,
414 At Vogen den gielder en Daler.
415Din Krop ey saa lidet i Vægten forslaar,
416En sex eller otte paa Vogen kun gaaer,
417 Slig Dyr er vel værd til at fange;
418Dig sankes i Ryggen det levrede Blod,
419Som naar det er koget det smager vel goed,
420 Det kaldes Long-stuven hin lange.
421Om Søe-Ormen veed jeg ey megen Beskeed,
422Jeg haver ham aldrig med Øynene seet,
423 Begiærer ey heller den Ære;
424Dog kiender jeg mange, som haver mig sagt:
425(Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt)
426 Han maae ret forfærdelig være:
427Naar Julius gaaer i sin Fyrstelig Stads
428Og Phoebus omvanker i Luftens Pallats,
429 Da lader det Dyr sig fornemme:
430Der siges, han er af en saadan Natur,
431Hvad Baad han fornemmer det skadelig Diur,
432 Han ilendes efter mon svæmme.
433Umaadelig sluttes hans Storlighed ock,
434Det vel af Forfarenhed viises kand nok,
435 Thi de, hannem komme i møede
436Fortæller: han ligger i Længden udstrakt,
437Som hundrede Læs var paa Havet udlagt,
438 Som Mødding paa Ageren øede.
439Mig tykkes, han lignes maae Behemots Magt
440Samt og Leviathan, som holder foragt
441 Al Vaaben og bævende Spidse;
442Thi Jernet er hannem som Stelker og Hør,
443Og Kaaber som Qvisten, der raadner og døer,
444 Det Gud os beskriver til visse.
445Men hvorfore skal jeg bemøye mig saa,
446At grunde de Ting, som jeg ey kand forstaae?
447 Saa vend dig min Musa tilbage,
448At teigne den Rest af alt svemmende Slag,
449Som mangler i Skrifter at komme for Dag,
450 Og lad dig det ikke mishage!
451Du springende Lax, jeg erindrer vel dig,
452I strømmende Elver du legges i Lig,
453 Hvor grummeste Fosse de bruse;
454Hvor blinker din Skiorte, som Sølvet i Søm!
455Hvad tvinger dig til at fremile mod Strøm
456 Og fængsles i Mask-bunden Ruuse?
457Men ingen dig passer saa snedelig paa
458Om Nætternes Skygge, som Bonden hin graae
459 Med lysende Næver og Lyster
460Han veed meget vel om din’ Passer og Gang,
461Thi kommer han med den tree-forkede Stang
462 Og Piken igiennem dig kryster
463Du Steen-Biid! hvi grimer saa ilde din Flab,
464Hvi est du saa skrubbed og fuld udaf Skab?
465 Sig, est du befængt med Frantzoser?
466Du bedre dog bliver i Rønen end Siun,
467Er sagte saa goed som indstoppet Kalluun
468 I Tarmers inviklede Poser
469Men sig mig, hvad haver du smidige Siil
470Om Høsten at giøre i Sanden med iil,
471 Hvad haver du der at bestille?
472Maaskee at du derfore gyder i Sand
473At Rognen skal ikke bortskylles af Vand
474 Og Sæden forgiæves forspille!
475Dog kommer du herlig vor’ Bønder tilpas,
476De veed at opgrave din skiulte Pallats
477 Og kaster dig udi sin Bytte;
478Saa sættes du paa deres Angler til Avn,
479De fylde sin’ Baade fra Skotten til Stavn
480 Sig selver til ypperlig Nytte.
481Bort Lodde med al din forgiftige Stank,
482Al Verden forynsker dig Alskens Skavank,
483 Du est os et Riis og en Svøbe.
484Ret som naar en Hore, der tager at flye,
485Da rømmer med hende al Ungdom af Bye,
486 Som Bukke med Giederne løebe;
487Saa har ogsaa Lodden ret Horens Natur
488Der flyer med hende all’ levende Diur,
489 Sig vender i Havet og røres;
490Hvor hen hun sig rører, der flyer de med,
491At alle Mand jamrer og sukker derved,
492 Hvor Loddens Tilkommelse spøres.
493Propheterne true med fire slags Ting,
494For Synder at sendes i Verden omkring
495 Til Landsens almindelig Plager:
496Det er Pestilentse, Dyr, Hunger og Svær;
497Men Lodden maae reignes det femte Gevær,
498 Med hvilket os Himmelen slager.
499Af Brosmer og fanges et Temmelig Tal,
500Den lige med Rodskiær i Kiøb eller Sal
501 Paa fremmede Steder afhendes.
502Rognkiæxen og Sprut vil jeg løbe forbie,
503Og Haabrand er heller af ingen Værdie,
504 Og hermed min Fiske-Fang endes.
505Forstandige Læser nu gavst du vel agt,
506Hvad Næring os skienker den Poliske Tract
507 Samt Hafsens Afgrunder og Klakke;
508Bevilger dig Tiden; da beeder jeg dig
509Du ville, min Broder, spadsere med mig,
510 Jeg haver lidt vider’ at snakke.
511Du mindes vel selver, hvor længe det er,
512Vi have her ligget i Værr og i Skiærr
513 Og sprængt vores Mave med Mølge,
514Nu kand jeg ey meere, jeg kiedes nu ved,
515Kom nu dog for Guds skyld, og lad os afsted
516 Til Landet samdrægtelig følge!
517Han svared: hvor skal vi? her er ingen Raad,
518Vi have jo hverken her Folk eller Baad,
519 At vi indtil Landet kan fare!
520Ach! hiertelig Broder, her staaer ikke paa,
521Den Skyds-Skaffer boer kun en Fierding herfra,
522 Han skal os den Handel vel klare;
523Den Dannemand veed vel sit Embedes Skiel,
524Naar Fordringskab fattes, han skaffer os vel,
525 Han haver deri at betale.
526Du svarer: ja see! vi vel Fordringskab faaer,
527Til reede dog strax ikke Pengene staaer
528 For deres Umag’ at betale.
529Ach! hvad du mig synes en taabelig Knekt,
530Vilt du saa beskiemme din egen Respect,
531 Du veedst ey hvad Bonden mon tiene:
532Thi fiirer du hannem, han giør dig Fortred,
533Du setter kun Luus i Skind-Kiole dermed
534 Og Greis en uvane mon’ vænne!
535Tag fat paa det Middel, ved Haanden er næst,
536Og sig, at du tiener en Fog’d eller Præst,
537 Hvis de da benægter at føre:
538Da sig, du vor gunstig Hr. Amtmand tilhør,
539Hvad gielder, at ingen saa dristig, han tør
540 Dig nogen Modsigelse giøre?
541Men om mod Forhaabning end veigret dig blev,
542Da lad dig formerke, du haver et Brev
543 Forvart i din havende Bomme,
544At du est bestallet at reise her Nor,
545Du fik jo Fiscalens Bestilling i Fior,
546 Saa faaer de vel lyde din Tromme:
547Thi Rusticus er et forunderligt Diur,
548Est du ham beleven, da er han dig suur,
549 Han napper, den sig monne klappe,
550Men napper du hannem, da klapper han dig,
551Jeg raader derfore du lærer hans Svig
552 Og snoer efter Væyret din Kappe.
553Der nu min Staldbroder han saadant fornam,
554Strax øegtes ham Modet, han giorde sig gram,
555 Han pukked’ og buldred’ saa saare,
556Han trækte fra Læret og pisked’ dem godt,
557Og satte sig myndig der hen i en Skot,
558 Sligt mægter den rustede Kaare.
559Saa maatte de Stakler til Baaden med hast,
560Og roede, det Aaren’ i Kiæipene brast,
561 Thi Vinden imod os sig vendet;
562Omsider med største Møysommelighed
563Opnaaede vi Landet, der Dagen gik ned,
564 Vi glæddes, den Reise blev endet;
565Hvad ikke vi glæddes, saa glæddes dog de,
566Der Dagen igiennem med Trældom og Vee
567 Arbeided’ paa fastende Mave;
568Men Værten den Danmand Taksigelse bør,
569Han undte vor Førings Folk Flad-brød og Skiør
570 Af hvis han i Huset mon have.
571Den anden dags Morgen, før Fugelen goel,
572Opstoede vi tilig og Folket befoel,
573 All’ Ting i Bereedskab at holde,
574Det kulede op med en duvende Vin
575Vi jaged’ ad Fiorden det gienneste in
576 Og landed’ hos Asmund paa Bolde.

Instructions

To select texts manually for this utility, click on the link at the top of each of the two texts you wish to compare, and then return to this page and reload it. The text ids are stored as cookies.