Ei eensom er jeg, skjøndt jeg vandrer
Alene og forladt;
Et Lys, der ei sin Glands forandrer,
Blev mig til Leder sat.
Er her end Mulm og Nat,
Fordunkler Mørket end det Fjerne,
Jeg finder dog min klare Stjerne,
Mit Hjertes rige Skat.