Jeg knæler og rækker Hænderne frem
endskjønt jeg hører dit Nej.
Tag disse Blomster med Tak for dem
du pyntet med paa min Vej.
Jeg ser dig blusse som Roserne nu
og slaa dine Øjne ned;
kanhænde kommer du mangt ihu
af Sorg og af Kjærlighed.

Din Graad har dugget mit Sind som Regn,
dit Smil var min Sol igen,
du skabte af Verden en vakker Egn,
min Sjæl blev en Have i den.
Det blomstrer - det blomstrer i Haven nu
og dufter fra alle Bed.
O kom ikke mere din Sorg ihu,
men bare min Kærlighed!