Her, hvor den græsrige Slette
Støder til Strandens Næs,
Vil jeg paa Brinken mig sætte,
Dybt i det bølgende Græs.

Efteraarstiden nu kommer;
Svalerne samle sig.
Nordiske, heldende Sommer,
O, hvor fortryller Du mig!

Snarlig Du Afsked vil tage;
Skoven er dunkelgrøn;
End Dine yndigste Dage
Fryder dog Sletternes Søn.

Toner fra Harpen sig trænge;
Det er Dit Aandepust
Gjennem de bævende Strænge,
Høstlige, milde August.

Vinden fra Havet mig kjøler;
Medens jeg ungdomsfro
Sidder ved Stranden, jeg føler
Sjælens forklarede Ro.

Længe Du gjested mig ikke,
O, Du min Genius!
Ilden i Sangerens Blikke
Brændte som hektiske Blus.

Nu, paa de susende Høie,
Frisk som en Nordenvind
Seer Du igjen i mit Øie
Stille og ophøiet ind.

Herlig jeg skuer Dig atter!
Mildt Du bebreider mig,
At jeg med letsindig Latter
Glemte for Vrimmelen Dig.

Hjertet i Ungdommens Alder
Fristes af daarlig Lyst;
Tilgiv, min Engel! jeg falder
Angrende jo til Dit Bryst.

Ikke kan Hjorten den vilde
Qvæges ved Skovens Væld,
Som ved Din svulmende Kilde
Styrkes og lædskes min Sjæl.

Derfor af Glade jeg bæver;
Thi en guddommelig
Genius, føler jeg, svæver
Salig i Livet om mig.