Sønner og Døttre af Nordens Aand:
Kæmpe-Vækkeren seiertryg
Som lagde Fenris-Ulv i Baand,
Pløiede Midgaards-Ormens Ryg,
Reed over Ginnung-Gab i Spring,
Kiørde med Thurs og Trold i Ring,
Stod under Aske-Kronen Maal,
Veiede Guld saa godt som Staal.
Søgde det ei i Klippens Aarer,
Søgde det før paa Havsens Bund,
Fandt det saavel i Freyas Taarer
Som under Smil i Glaser-Lund;
Malede Guld paa Grotte-Kværn,
Saaede Guld til Lande-Værn,
Smedded deraf en Hammner dru,
Tjenlig for Magn og Mod endnu,
Knusde dermed den Røver-Haand,
Som lagde Herkules i Baand,
Knusde dermed hvad Staal ei beed:
Jetten med Brev paa Evighed,
Knusde dermed det stolte Rom
Som der skal evig kvædes om!

Sønner og Døttre af ham i Nord
Og af den Diis der græd for Balder!
Har I end Øre for Aandens Ord,
Hører det dog, en Broder kalder;
Lad dog et Svar ham lære brat,
At ei i Fimbul-Vinternat
Han kun fik Rune-Maal for Een,
Som alle Kæmpers Bauta-Steen!

Græs har jeg fundet paa Danmarks-Vei,
Hvor Man ved Thæms det vented ei,
Sikkert ved Ex i det Danske Bjerg
Ogsaa der sidder en Gienlyds-Dværg),
Knurrer ved Cæm i det Danske Taarn
End vel en Kæmpe, som kvad tilforn):
Men hvad der slumrer i Alfreds Grav
Hører ei Røsten, mig Dana gav,
Ælve-Dronningen, daanet der,
Ikke mit Kvad om Herre-Færd!
Skjalde-Tungen mig hist i Mund
Er kun som Toner i Harpe-Bund,
Hvor Man ei kiender det Hande-Lag
Som til en Leg giør Harpe-Slag,
Og til at lalle paa Amme-Skiød
Er ikke længer min Tunge blød,
Men til, som Pogen, at nemme godt
Dertil er nu mit Haar for graat)!
Løfter sig der min Stemme bold,
Giør kun paa Mur og Bom den Vold),
Kan ikke der paa fremmed Grund,
Svare sin Told i Øre-Sund!

Men er det mueligt, skal jeg troe,
Her i de gamle Glaser-Lunde,
Dødning-Ridt over Gjallar-Bro
Nu kun huger fra Skjalde-Munde;
Her ei kan svulme et Kæmpe-Bryst,
Her ei kan lyde en Nordisk Røst,
Uden Man hvidsker brat under Øe:
Hør, hvor den vilde Hervor-Mø
Kogler og vækker til nyt Ustyr
Hjorvard, Hrane og Angantyr!
See, hvor det gnistrer i bælgmørk Nat!
Kors, nu dages vel Tyrfing brat!
Kommer og lugter det christen Blod,
Aldrig der raades paa Vaanden Bod?

Hvad? er al Kraft da Jetters nu,
Saa intet Staal har meer Guld-Fæste!
Hel, der i Nord var før en Gru,
Er nu af Diser hun den Bedste!
Løve-Hoved paa Klinge-Klodd!
Følger ei meer Du Egg og Odd!
Eller blev nu Man i Thrud-Vang selv
Ræd for lidt Gny af Glommens Elv!
Hvad? I Kyster ved Bælt og Sund,
Bøge-Kæmper med Sang i Mund!
Klippe-Væggen med Rune-Stav,
Hrone-Klinten med Bjovulfs Grav!
Guld-Sædevang fra Heden-Old,
Bauta-Steengiærde om Fyrresvold!
Mjøsen og Dovre og Guldbrands-Dal,
Høi efter Hølge og Seng for Hval!
Trylle-Navne blandt Folk i Nord!
Er I nu alle kum tomme Ord?
Levned paa Marken os Hengst og Hors
Sværmere kun for Klør og Pors,
Pære-Skuder og Flynder-Skind,
Fløde-Bøtte og Pølse-Pind?

Levnede Volse i Gøthe-Skov
Kulsvier kun og Kulfust grov,
Øie for Gruus, for Græs og Snegl,
Argus-Øine for andres Feil?
Levned dig, Norge, med Klipper graa
Rolv kun Nisser fra Top til Taa,
Vente-Brev paa en Engelsk Bill,
Storthings-Drømme og Throndhjems-Sild?

Vandred I ud, eller sank i Muld
Alle, som gløded for Oldtids Guld,
Ahned i Odin meer end Luft,
Andet i Aand end tydsk Fornuft,
Andet i Friggas Graad for Balder.
End hvad der fugter naar Duggen falder,
Mere i Myther end Æventyr,
Andet i Folk end kloge Dyr,
Mere i Kamp end Knald og Fald,
Andet end Skin i Odins Hald,
Mere i Liv end Lykke-Spil,
Andet end Gas i Ygdra-Sill?

Nei, ikke saa, det vist jeg veed,
Hel-Veien nok var altid breed,
Immer blandt Folk i Tidens Løb
Hunde-Forstand var Røver-Kiøb;
Derfor til Helte Man fandt en Hald,
Tog selv i Nord paa Skjalde Tal,
Mens uden Tal, som uden Navn,
Skiftinger sank i Helas Favn;
Men hvor saa vid blev Valhalds Port,
Som vi det seer paa Grimners-Maalet,
Og dog de Portes Tal saa stort,
At det af Prim-Stav ei er stjaalet);
Hvor der blev Kæmpe-Viser fleest
Var dog af Kraft og Skjaldskab Meest,
Og hvor Man sang de Viser bedst,
Sikkert faae Kæmper en Valhalds-Fest,
Opskærs-Gilde i Ægers Sal,
Naar der indhøstet er paa Val,
Steen-Stuen feiet med Laurbær-Kost,
Bægeret fyldt med Idunnas Most! 

Ja, hvor med Lyst de Piger smaa
Som lode siden Vugger gaae,
Lytted til Kvad om gamle Nord,
Vinge-Vølund og Age-Thor,
Der vist leger nu mangen Pog
Ind sig i Nordens Billed-Sprog,
Der vist mangen en Unger-Svend
Ønsker sig Kæmpe-Sværd ved Lænd!

Derfor, I Børn af Kæmpe-Æt!
Hører mig dog, forstaaer mig ret!
Tungen er Sværd og Pennen Spyd,
Skjoldet er Vidd og Daaden Dyd,
Slaget giælder kun Last og Skarn,
Hunde-Sjæle i Folke-Ham,
Dem der gnave paa Askens Bød,
Skylle kun Bleer i Kvasers Blod,
Dem der trampe paa Bifrøst-Bro
Grovt med en Lap af Lokes Sko,
Dem der trumfe hvor Aser boe
Bredt i Bord med en Hrungner-Kno,
Drikke derpaa syv Boller Puns,
Asgaard og Valhald skal gaae tilbunds,
Freya og Sif kun finde Havn,
Ved deres Gunst i Jette-Favn,
Sif til at sidde i Hald paa Stads,
Vanehjems Diis til Spas og Fjas,
Mens alle Guder med Spot og Spee
Nævnes kun der, hvor Nisser lee!

Dem kun giælder vort Hammer-Slag,
Alt som i Gaar, til Domme-Dag,
Deres Pande faae Last og Skam,
For de misbruge vor gode Hamm;
Men deres Blod har ingen Nød,
Smøre vi vil os ei paa Kiød,
Ikke engang bruge Risp og Syl,
Mod deres Gnæggen, Bjæf og Hyl,
Kun bruge Mund, som vi kan bedst,
Over dem age med Thor i Sky,
Springe dem over paa Odins Hest,
Naar vi engang ride Sommer ad By,
Lade dem seile der' egen Sø,
Drømme sig drukne af Lethes Gammen,
Mens vi, ombord med Njord og Frø,
Seile til Luv dem sønder og sammen;
Lade dem ride i Jotun-Kraft,
Baade paa Grissel og Koste-Skaft,
Ride paa Kaal-Stok, Hør og Hamp,
Rene Former og Gas og Damp,
Bide til Bloks-Bjerg og til Troms,
Der at sidde med Thrym til Doms,
Der at thinglyse for Thurs og Trold:
Age-Thor ret er en vanskabt Knold,
Værd kun at bruge til Hulvei-Fyld,
Var det ikke for Mjølners Skyld! 

Odin primer, den Sag er reen,
Og da hans Hest bruger otte Been,
Skam han kun har af de store Spring
Med en saa unaturlig Ting!
Frey vel skinner i Ælve-Sal
Er dog immer en Maanskins-Ka'l,
Kiøbde sig Kys for Guld og Sværd,
Er ei et Gran af sin Lykke værd! 

Ælve-Kongen et Skib ham gav,
Ælve-Piger et Taare-Hav,
Stout han seiler, men uden Roer,
Uden Bestik og Lods om Bord,
Kommer i Land men kun med Skam
Kun som et Lykkens Dægge-Lam!
Balder alene, ja han er sød,
Salig at prise, thi han er død!

Ja, I Sønner af Kæmpe-Æt!
Lad os forstaae vor Fordeel ret
Slagne vi er over hver sin Læst,
Frihed er hvad os tjener bedst,
Frihed, men ikke som Ild og Vand,
Pest og Hunger og Ødeland,
Frihed, men ikke som Ulv og Bjørn,
Ikkun som voxne Menneske-Børn,
Og som den sig med sund Forstand
Rimer i Øine-Forblindelsens Land,
Hvor vel ei Stif-Moder Ulv og Bjørn
Skaber nu meer af umyndige Børn,
Men hvor Endeel, som af Dyr har Mest,
Blev dog tilsyne som Folk er flest,
Kan ei begribe, hvad Frihed er til
Uden at giøre det Onde Man vil,
Hevne sig frit, ei paa Uvenner blot
Men paa dem alle, som har det godt,
Og mellem Dyr tør broute af
Aandelig Byrd og Adelskab!

Frihed lad være vort Løsen i Nord,
Frihed for Loke saavelsom for Thor,
Frihed for Ordet i Verdenen ny,
Som til sig selv det har skabt under Sky:
Tankens og Troens og Vidskabens Land,
Ligest af synlige Ting dog en Strand,
Hvor kun i Blæst Man seer Bjerg-Toppen hvid,
Og hvor kun Livet sig rører i Strid,
Hvor, selv naar Kraften sig hyller i Damp,
Lydt den udraaber: mit Liv er i Kamp! 

Tankens og Troens og Vidskabens Hav,
Som uden Frihed er Asernes Grav,
Men, som, naar Kræfterne kappes om Rang,
Ligner en blomstrende, bølgende Vang,
Pranger med Borge og skyhøie Bjerge,
Vrimler af Aser og Alfer og Dværge,
Hæver sig over hvad Hænder kan naae,
Og selv hvad Ørnen i Høiheden saae,
Vækker, som Asernes Odel i Nord,
Ære-Frygt dyb for det levende Ord!

Kalde det Frihed kun hvo som har Lyst
Fenris at løse til Ragnaroks-Dyst,
Naar dog ei Fenris, men Faderen kun,
Vinder Forlov til at bruge sin Mund!
Fri være Loke, som Brage og Thor!
Jetter kun fængsler det vingede Ord,
Kamp-Guder alle, som drilles med Vid,
Vækkes af Dvale til seierrig Strid! 

Frihed for Alt hvad der stammer fra Aand,
Som ikke ændres men arges ved Baand,
Virker skinbundet det Værste i Løn,
Tæmmes alene ved Thor-Karmens Døn!
Derfor, I Ædlinger! fjerne og nær,
Lad os ei strande paa Særhedens Skiær,
Men kun bestride med Ord og med Aand
Hvad ei kan røres og gribes med Haand!
Bundet kun være det glubende Dyr,
Som i sit Svælg vil det Ædle begrave!
Eenarmet stander med Æren da Tyr,
Magtesløs spotter kun Loke den Brave!