Naar man ved Mennesker hænger,
Potteplanten, den kjælne, man bliver;
Savner man Pleie, man hiver,
Altid til Røgt og til Hygge man trænger.

Røvet mit Ly og opreven,
Netop da Blomsten begyndte at skrante:
Atter til Frilandsplante,
Udsat for Storm og for Frost, er jeg bleven.

Lod jeg nu deler med Vrimlen,
Veirliget som det kan falde jeg tager,
Skyen hen over mig drager,
Solskin og Regn jeg kun venter fra Himlen.