Den store Mester kommer;
    Fuldkjærlig er hans Id:
Han sidder ved Smeltediglen
    Og luttrer Sølvet med Flid.
 
Han seer paa Diglen nøie;
    Han veier Tid og Stund;
Naar Ertsen i Strøm udsmelter,
    Han stirrer dybt i dens Grund.
 
Han kjender Tegn og Mærke
    Paa Klarheds Gjennembrud,
Naar Sølvstoffets ædle Indre
    Af Ertsen luttrer sig ud.
 
Det Øieblik han venter
    Og agter kjærlig paa,
Naar klarlig hans eget Billed
    Vil dybt i Sølvspeilet staae.
 
Da glædes høie Mester:
    Da Værket er fuldbragt;
Da priser det ædle Sølvstof
    Sin Mesters Daad i sin Pragt.
 
-- Den store Mester kommer,
    Som smelter Sjæl og Sind;
Han sidder ved Hjertegruben;
    Han seer i Sjælene ind.
 
Og har i Hjertedybet
    Sit Billed klart han seet,
Saa glædes den høie Mester --
    Saa er hans Gjerning alt skeet.