Og ei er jeg mere blandt menneskens børn,
for hulket er hver tanke ud af sinde.
Og aldrig skal jeg mere får skue vårens lys,
for jeg har grædt mig øinene så blinde.

 ... 

Ho, hei hillemænd.
ho, hei spillemænd !
se, min fiol er rusten,
se, min kvint er brusten !
Ho, hei spillemænd,
hel mig mine strenge !

Og ei er jeg mere blandt menneskens børn,
og død er både sommeren og solen.
for nu er jeg bare en ussel violin
med sønderrevne strenge over stolen.

 ... 

Ho, hei hillemænd,
ho, hei spillemænd !
Inde i brystet det rykker,
noget er sprængt istykker.
Ho, hei spillemænd,
hel mig mine strenge !