Vort hjem, du danske jord,
hvor bondebrødet trofast gror,
du digre muld, så evnefuld,
så yppig til at yde!
Det kimer i din agers korn;
konkyljehorn om dine kyster lyde.
Vi bærer dig i lyst og nød;
vi ærer dig i liv og død;
vi kommer, når du kalder
og knæler i dit skød.

Vort hjem, du danske jord,
hvor lunets lyse sønner bor;
dugsvangre dal med stridig ahl
og hvide klitters øde!
Det dufter i dit tungemål
en blomsterskål af rug og kløver røde.
Vi favner dig i angst og fryd;
vi savner dig i nord og syd;
vi harmes, når vi hører
din stumme klagelyd!

Vort hjem, du danske jord,
der håbsom grøn af havet gror;
gavmilde muld, med mindeguld,
der klinger unden ploven!
Din himmel hvælver højt sit tag;
i bløde drag langs fjorden blåner skoven.
Vi værger dig i armods kår,
vi sværger dig, i hvor vi går,
at trænges, hvis du trues,
til værn omkring din vår!