Hun ejed kun i verden sin uskyld og sin tro. 
Til maleren, som sukked, hun gav dem begge to. 
De gik til dans i "Kilden", han kyssed hendes mund,
og svor: jeg trofast elsker dig indtil min sidste stund,
- indtil den sidste stund! 

Han svor så dyre eder, hun lytted og hun lo. 
Så tog han tro og uskyld og løb med begge to. 
Hun sukked, græd og klagede: Forbi! Alt er forbi! 
Så gik hun ned til havet og sprang lige lukt deri,
- sprang lige lukt deri! 

De graved hendes tue om nat ved måneskin,
de planted hvide liljer med tårevædet kind. 
Da græd den onde malersvend, han knælede og bad:
Ak, du min Gud og skaber, min brøde mig forlad,
- min brøde mig forlad! 

Samvittighedens kvaler ham voldte nag og skræk:
han stak en kniv i hjertet... og så, så var han væk! 
Moralen, unge kvinder, er fyndig, kort og klar:
Lad ingen mand bedåre jer, men hold på det, I har,
- ja hold på det, I har!