Han gynged på Havet og trak sin Medesnor,
Da hørte han en Hvisken af liflige Ord.
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend,
til den falske Havfrus Tale!

"Kom ned under Bølgen og hvil Dig i min Favn!
"Jeg dulmer alle Sorger og stiller hvert et Savn.
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend,
til den falske Havfrus Tale!

"Kom ned under Bølgen og tryk mig til dit Bryst!
"Jeg skænker Dig al Verdens og Himmerigs Lyst."
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend,
til den falske Havfrus Tale!

Han så' gennem Bølgernes blanke Silkeslør,
Og mere fager Kvinde han aldrig så' før.
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend,
til den falske Havfrus Tale!

Hun satte sig hos ham og rakte ham sin Hånd,
Da brast hans Tankes Tråd og de hjemlige Bånd.
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend,
til den falske Havfrus Tale!

Hun tog ham Skuldren og rakte ham sit Kys,
Da slugte for hans Øjne sig Himmelens Lys.
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend,
til den falske Havfrus Tale!

Og Båden drev langsomt mod Strand, men den var tom.
Tilbage til sit Hjem aldrig Fiskeren kom.
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend,
til den falske Havfrus Tale!