Når over de glidende vande
jeg styrer i dagningen frem min gondol,
mens skyernes takkede rande
får rødmende skær af den stigende sol,
ser jeg en gavl med dit vindu på klem
sende sit blik over søen frem,
Marietta, Marietta!
jeg hilser med sang dit hjem!

Jeg byder dem plads i gondolen,
om dagen, de skønne vajende fjer,
det knitrer af silke i kjolen,
og øjnene stråler, og læberne ler.
Aldrig et blik dog så blankt og så blødt,
ingen jeg så med et smil så sødt,
Marietta, Marietta!
som det, jeg hos dig har mødt.

Nu lægger om staden sig stille
med funklende stjerner en sommernats slør,
i måneglans voverne spille,
piazettaen tømmes, og tonerne dør.
Elskede, kom! ad den vuggende strøm
kalder min længsel dig, hed og øm:
Marietta, Marietta!
min kærligheds lysende drøm!