Her har jeg stået i tusinde år,
sust for de slægter, der svinder og kommer,
nikket goddag til den brydende vår,
viftet farvel til den hastende sommer.

Jeg var den fredløses tilflugt og havn;
tit har jeg skærmet den sårede hare;
lærkernes spæde lå trygt i min favn,
så imod himlen med øjne så klare.

Har jeg ej skærmet, o Jylland, din jord,
lagt mig som værn om din flyvesands-bringe,
dæmmet for klitten, hvor uroen bor,
hvæsser i blæsten sin marehalms-klinge.

- Sært som min hede er menneskets krav;
brød skaber ikke hans lykke alene;
mæt ham med velstand: før nogen ved af,
skælver hans hjerte i suk efter - stene.

Und mig da fred på min fædrendegrund!
Lad mig i sandet dog rødderne sprede!
Brød skal du hente fra muldmarkens bund,
vidsyn og fred på min drømmende hede.