Hvor blev den Blomst, som fyldte
din Sans med liflig Duft?
Det Solskin, som forgyldte
den sommervarme Luft?
Hvor blev de grønne Kroner,
der ud i Vaaren sprang,
ved foraarsfriske Toner
af Fuglekorets Sang?

O, kast dit Blik tilbage,
og se hvad selv du var!
Hvor er de svundne Dage,
med hver en Frugt de bar?
Hvor er vel Haabets Kerte
og Ka:rlighedens Krans?
Hvor er dit glade Hjerte
og hvor dit Øjes Glans?

Een Gang maa alt erfares
og leves om igen
etsteds maa dog bevares
hvad Tiden tæred hen;
ej blot hvert Glimt vi skue
af Aandens indre Lyn,
men hver en jordisk Lue
og hvert et jordisk Syn.

Den Trøst er dog den sidste
Den Tro bestaar til sidst:
hvad her vi maatte miste,
vi faar tilbage hist.
Til Undergang ej skabtes
endog det mindste Frø:
det var kun Skal, hvad tabtes:
Livskærnen kan ej dø.