Har hånd du lagt på Herrens plov,
da se dig ej tilbage! 
Se ej til verdens trylleskov
og ej til Sodoms plage! 
Men pløj din fure, strø Guds sæd! 
Er jorden dig for tør, så græd! 
Vil gråden kvæle røsten,
så tænk på gyldenhøsten! 

Men sker det end, du ser dig om,
for vi er alle svage,
på stand dit kald dog ihukom,
gør ej et skridt tilbage! 
Tilbage vender livet ej,
al krebs-gang er kun dødens vej;
om hastværk fald dig bragte,
så lær kun at gå sagte! 

Så fremad da i Jesu navn,
trods stene og trods stokke! 
Og stands ej, om end luefavn
dig byde stolte blokke! 
På gløder gå vi allen stund,
hvad skin end har den falske grund;
hvi ej engang i lue,
hvor alt er klart til skue! 

Det er jo kun en liden stund,
så er vort løb til ende,
og døden er jo kun et blund,
som vi fra søvnen kende,
og hvilen, vi alt smagte her,
vi ved, er mer end møjen værd;
hvad da, når vi skal kvæde:
Nu evig er vor glæde!