Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud:
„Christ give, jeg maa svale min Hævn paa Hertug Knud!”

 ... 

Herr Magnus han rider med Kjæmper ved sin Side,
„Nu vil vi bede Hjorten og see hvor den mon lide.”

Og da de kom til Harrestad, hvor Skovens Fugle boe;
Da møder dem Knud Hertug, saa listelig de loe.

„Nu skrifte du, min Frænde, hvad ei du skrifted før,
„Hvo Guldkronen fanger, naar Dannerkongen døer.

„Og hør, min unge Frænde, du synes mig saa bleg,
„Nu vil vi skifte Riget ved Sværdenes Leg.”

De jærnklædte Kæmper opløfted deres Spær,
Saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skiær.

Da sprang der frem en Kilde, den sank igien i Hav,
Det var de Danskes Taarer, der flød ved Heltens Grav.

O, Danmark, paa Rænker du aldrig dig forstod,
Det har du tit betalt med dit reneste Blod.