Når svanen drømmende på strømmen bølger,
da tænker jeg, min tavse ven, på dig,
og på den drøm, som du i sjælen dølger,
Og som du vist engang betror til mig. 

Når nattens stjerner funkler i det høje,
da tænker jeg, mit skjulte håb, på dig,
og på den glans, der funkler i dit øje,
og på det smil, der har fortryllet mig. 

Når månen bleg og længselsfuld sig hæver,
da vokser end min længsel efter dig,
når, som et dødningskib, den fremad svæver,
da tænker jeg: Kan døden frelse mig? 

Thi gerne vorder jeg med den fortrolig,
hvis i dens nat jeg skal genfinde dig,
men himlen selv mig vorder sorgens bolig,
hvis ej du der forenes skal med mig.