Han Ole bor på heden
med sand og al forneden,
med rugen svang og sveden
og spergelhøst for byg. 
Ved sliddet tungt og treven
med spaden og med greben
er Oles mundheld bleven:
Endnu et bitte nyk! 

Går stud i stå for ploven,
og emmer den på kloven,
mens kragen tyr mod skoven,
og solen går i syk, -
er barnet lagt til puden,
blev pråsen tændt bag ruden,
det lyder end til studen:
Endnu et bitte nyk! 

Og kvinden ved hans side
fik også tit at vide,
hvor solens brand kan svide
en gammel kroget ryg. 
Man hører hakkers klingen,
men knurren hører ingen,
de enes godt om tingen:
Endnu et bitte nyk! 

Og sumpens siv fortrækker,
og vidjen våben strækker,
hvor Ole alen brækker
med stålets plumpe pløk. 
Og hønen går og skralder,
og studen næsten falder,
mens Oles stemme kalder:
Endnu et bitte nyk! 

O, I, som bo og bygge
i tavse bøges skygge
og føle jer så trygge
mod hedemandens tryk,
husk på, at fædrelandet,
at Danmark blev et andet
på mulden som på sandet
ved slige bitte nyk. 

Vort land skal gro og grønnes,
dets hvide kyst forskønnes,
selv lyngens søn skal lønnes
for tusind tunge ryk,
blot længe det må lyde,
fra by- som landsbygyde,
fra øbo som fra jyde:
Endnu et bitte nyk!