Paa Fjeldet Huldren sidder,
og udover Dalens Vidder
hun sender sin Klage saa øm:
"Hvor er du, jeg saa i min Drøm!"
Tralala.

Fra Vangen rundt omkring
stiger Lystighed og Spil
under Gjenlyd fra Li og fra Skoven,
thi Nissen sving i sving
øver Dands og Skrømt dertil,
medens Maanen den lyser fra oven.
Tralala.

"Kom op til mig paa Fjeldet
til Hvile i Birkeheldet,
O, kom dog og hør mine Kvad,
thi ellers jeg aldrig bli'r glad!
Paa Vangen rundt saa smaat
Nissen morer sig og ler,
raaber: "Nu kan du tæres i Venten,
ja, ha' det nu saa godt
fæle Styggeting du er,
du, som bergtog saa Mangen fra Jenten!"
Tralala.

Men flux fra Skolebænken
Vor Ludvig sig løsrev af Lænken,
til Fjelds over Stene og Stok
han droges af Huldrens Lok.
Men Rektoren så lærd,
Lexehører og Pedel,
brummed: "Gutten er vidskræmt og galen,
han er ei Møie værd,
jamen var det til hans Held,
om det Kvindtrold han svolked med Halen!"
Tralala.

Han sad i Aar saa lange
hos Huldren, hun kvad sine Sange:
"I berget nu følg med mig ind!
Hvi døves af Rædsel dit Sind?"
Fra Vangen da paa Tærg
gjorde Nissen svart Spilop,
legte Bytting og Syneforkværving:
Jag't Huldren blev i Berg,-
og da Ludvig livned op,
sad han kvar hos en syngende Kjærring.
Tralala.

Fra Fjeldet ned han vanker
saa underlig mødig i Tanker,
men Tonerne følge ham tro,
i dem fandt han Lindring og Ro.
Ja takkes Nissen maa,
at i Berg han Huldren jog,
saa vor Ludvig i Aaringer mange
sin Arne kunde faa,
hvor en Hustru til ham drog
og stod bi, mens han sang sine Sange.
Tralala.