Vildt paa Havet suser Stormen! pidsked op fra Revlens Sand,
styrte Bølger ret som Bjerge, knuste paa den nøgne Strand,
op mod Skyens Rand den sorte sprøiter skumhvidt
Dybets Vand, sprøiter skumhvidt Dybets Vand.

Alt er Mørke! kun en Stribe henad Himlen lue rød
lyser for den Fugl, der trættet synker i sin bratte Død.
Stakkels Skib, som rorløst tumles, kan du frelses af 
din Nød? Kan du frelses af din Nød?  

Ei dets Fører tror det mere! Blikket paa det vide Rum,
løfter paa sin Arm den stærke han sin Søn, 
af Rædsel stum, af Rædsel stum,
Bær dem, kjære Gud og Fader, uskadt gjennem Braad og Skum!