Mildt ånder alt Luften, og Himlen er blåe, 
Og Engen er lysgrøn og Lærkerne slåe. 
Hor, Lene!  hvor broler på Stalden din Koe, 
O, hor dog!  som solte den Kloveren groe.  

See Stikkelsbærtornen af Blomster er hvid!  
Snart nærmer sig Årets den sagreste Tid. 
O, Lene!  min Lene!  tak Himlen med mig,  
At ej, til en Stadsmoe den donnede dig.   

I Staden der sover man Morgenen bort, 
Og Astenen spildes ved Kaffe og Kort; 
O, Lene!  hvis du var så kjelen en Tos, 
Hvad blev da af Jorgen, din udvalgte Knos? 

Troe, Pigen fra Staden var aldrig så bleeg, 
Hvis ej hun så sildigt af Fjerene steeg; 
Hvis ej hun så tidt ved sit Kaffebord sad, 
Hun stedse var rødmusset, munter og glad. 

Nej bedre på Landet at bygge og boe 
Og skjænke et Hjerte som Lenes sin Tro; 
Og lade så Staden beholde sin Tant 
Og leve, som der man det kalder, galant. 

Kom, kjæreste Lene!  og giv mig et Kys; 
Du såe jo den spirende Nugstengel nys; 
Når Leerne klinge vort Bryllup skal ståe; 
O, gid kun forst Høet i Stakke vi såe!