I natten klam og kold
bag Fredericia vold
forventningsfuld og tavs står danerhæren bold,
på gaden er strøet halm,
man hører fjendens malm,
der tordner gennem byen og gør luften kvalm. 
Soldatens hjerte banker, han ved jo, han skal frem,
han beder til Vorherre, han tænker på sit hjem. 
Da lyder Bülows bud:
Soldater, vi skal ud! 
Så kæmper nu for kongen og vort land med Gud! 

Hvor har vi fjendens trop? 
Nu skal vi lyse op. 
Giv fyr! - Ryg ræven ud af hulen i galop. 
Rekrutter, som i dag
er første gang i slag,
følg med os, bryd jer ikke om kartovens brag. 
Ryd op i fjendens skanser - sæt stålet for hans bryst! 
Men beder han om nåde, så lyd dit hjertes røst
og giv ham kun pardon -
men skulle den person
bedrage dig - så send ham blot en skarp patron. 

Hvad hjælper bajonet,
den tages ej så let,
den skanse hist, som palisader kranse tæt. 
Læg dine skuldre til,
så har vi vundet spil,
den vej, jeg må, men ak, den dog ej lykkes vil. 
Hvi standser I, soldater - er eders mod da brudt? 
Hr. løjtenant, ak nej - men man siger, Rye er skudt. 
Så stormer vi på ny
trods sabelhug og bly! 
Ja, nu er skansen vor, og vi har hævnet Rye! 

Se, fjenden er på flugt,
han løber lige lukt
i Randsfjord ud og drukner i den dybe bugt. 
En skare fløj mod nord,
men største parten for
ad Erritsø og efterlod et dækket bord. 
Vi gav ham netop tid at få bankekødet med,
men laurbærblade mangled - han kom så fort af sted;
hans hele skyts og tros
vi førte hjem med os
og viste ham, at sådan kan de danske slås.