Jørgine var en pige alt ud af bondestand,
hos Bitte-Jens i Traanum der tjente hun forsand. 
Hun klædte sig en søndag sent i tyl og mouselin
og satte sig i kanten af den gule lupin. 

Det var alt ved de tider, da katten lister hjem
og slikker sine poter, mens natten bryder frem. 
Men Soren stod der sønden omm', hvor kløv'ren er så fin,
så fik han også higen mod den gule lupin. 

Han bad om hendes "lille hånd", mens grumme skævt han lo,
hun rakte tvende, skjønt de var ret store begge to. 
Så bad han om et kys og fik gelik et halvt dusin,
thi gavmild er du, kvinde, i den gule lupin. 

Når kundskabstræet sænker selv de søde frugter ned,
hvor er så vel det asensbæst, der ej af æblet bed? 
Jørgines kundskab hang kun lavt; pas, pige,vel på din,
især når duggen falder i den gule lupin! 

Så tog han pigens hånd og mund og hendes bange barm
han krysted nakkens brune rund, så hjertet slog alarm. 
Så tog han hvad der ellers var i tyl og mouselin,
mens ørentvister sværmed om den gule lupin. 

Men da Jørgine vågned, da var hun bleven kold,
den frække Soren havde forlængst sagt: Gud i vold! 
Og månen så' så spørgende på knæ og ankellin,
mens duggen drap så sørgende fra gule lupin

Så blev hun først forkølet og siden meget mer. 
Det er jo at beklage, men slige fejler sker,
så længe piger sætter sig i tyl og mouselin
hos falske mænd som Soren i den gule lupin.