Jeg lytter, jeg kan ikke blunde, sindet får ikke fred.
Der lyder som sus gjennem lunde,
som mumlen av tusinde munde,
Som rislen langs elvens bred.

Og byens stilhed jeg bryder;
snart aander mit bryst helt frit;
Men lokkende nærmere lyder de koglende toner,
Og byder mig øge de ilende skridt.

Da staar jeg med engang stille,
jeg sanser en duft af tang;
Jeg ser smaabølgerne spille i dags-skjærets glans og trille
Mod havet sin gyngende gang.