Svend Tveskæg havde sig en mand,
som Thorvald hed. 
I leding rask og bold var han,
men blid i fred. 
Hans snekker sejled viden om
fra havn til havn
og gjorde, hvor som helst de kom,
berømt hans navn. 
Men Thorvald har reddet sin konge. 

Han købte fanger, gav dem fri
og klædte dem,
og sendte mænd fra slaveri
til hus og hjem. 
Og mangen olding fik sin søn,
sin alders trøst,
og mangen mø sin bejler skøn,
sin ungdoms lyst. 
Men Thorvald har reddet sin konge. 

En ærlig kamp var Thorvalds fryd,
højt var hans mod,
men aldrig, dypper han sit spyd
i svages blod. 
Han fulgte Svend på manget tog
med herreskjold,
og hans nærværelse forjog
al grusom vold. 
Men Thorvald har reddet sin konge. 

De hissed sejl i højen rå,
det var kong Svend,
han færdes over bølgen blå
med sine mænd. 
At gæste Bretland var hans agt,
i land han steg,
og alting for hans overmagt
tilbage veg. 
Men Thorvald har reddet sin konge. 

Men Bretlands hertug ikke sov. 
Han samlede
en talrig hær, i mørken skov,
af ryttere. 
Den danske trop kom ilde an
ved denne list. 
De bleve fangne mand for mand
og Svend tilsidst. 
Men Thorvald har reddet sin konge. 

"O, hør du fangefoged fin,
og mærk mit bud! 
Du skynde dig i tårnet ind! 
før Thorvald ud! 
Ei sømmer bolt og fængsel den,
hvis tapre hånd
har løst så mangen fager Svend
af trældoms bånd." 
Men Thorvald har reddet sin konge. 

Straks kom til tårnets dør en mand
med dette bud. 
Men Thorvald svor en ed på stand:
"Jeg går ej ud. 
Jeg fri, og kongen blive her
i fremmed vold? 
Nej, da var Thorvald aldrig værd
at løfte skjold." 
Men Thorvald har reddet sin konge. 

Så stor er ædle sjæles magt! 
Enhver blev fri
på Thorvalds bøn, og for den agt,
han var udi. 
Og aldrig glemte siden Svend
at vise sig
imod sin ungdoms brave ven
taknemmelig. 
Men Thorvald har reddet sin konge. 

Svend Tveskæg sad hos øl og mjød
med konger fler,
og klappede på hynde blød:
"Sid, Thorvald, her! 
Din fader styred aldrig land
som en af os,
men den er jarl og ædelmand,
der når din ros." 
Men Thorvald har reddet sin konge.