Den kedsom vinter gik sin gang,
den dag så kort, den nat så lang
forandrer sig 
så lempelig,
den barske vind, den mørke sky 
må fly.
Man frygter ej, at sne og slud
skal møde dem, som vil gå ud;
thi lad os gå 
at skue på,
hvor smukt naturen sig beter 
og ler!

Ak se, hvor pyntet solen går
med lange stråler i sit hår!
Den varme krans 
er rette kands
for alle ting, som nu må gry 
på ny.
Se fuglene i flokketal
i luftens vide sommersal!
Her flyver en 
jo med sin gren,
en anden sanker hår 
og strå så små.

Ak se, et meget yndigt syn
på skovens grønne øjenbryn:
den høje top 
skal klædes op,
og våren pynter bøgen ud 
til brud!
Hist vogter hyrden kvæg og korn;
et hundebjæl, en lyd af horn
er alt hans spil, 
men hør blot til,
hvor smukt den skov ham svare må 
derpå!

Ak se, hvor spejleklar og glat
den sø dog er ilave sat!
Det er jo, som 
at solen kom
kun for at se sit skilderi deri.
Snart lirrer frøen med sin mund
imod den søvnig aftenstund,
jeg tænker på mit hvilestrå
og ender min spadseregang 
i sang.