Når vildgåsen larmer Valborgnat,
hvem lægger sig da til at sove?
Da vandrer man ensomt med Dug på Hat
langs Fjord og knoppede Skove.

Derude stråler en Stjerne så stor,
at helt den fylder mit Øje;
den samme Stjerne for vist jeg tror,
jeg så over Barndommens Høje.

Og Vibeskriget rækker så langt,
dog længere Længslerne rækker.
Hvor bliver ens Hjerte bitterlig trangt,
når Klyden i Majnatten trækker!

Det pipper i Mos, og det pibler i Græs,
det sprætter i hældende Kroner;
der kommer en Duft fra det yderste Næs
af tusinde smaa Anemoner.

Så ensomt bræger det spæde Lam
på Bakken langt i det fjerne,
og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam,
som sang det fra Stjerne til Stjerne.