Til de tabtes Legioner, de forbandedes Kohort,
ak, til Brødrene langt Øst i Vemod svøbt,
synger jeg, en Englands gentleman med Krone på mit Kort,
skjønt som Menig jeg min Titel om har døbt.
Ja, en fattig menig Mand,
som har kjørt med eget Spand,
Gud i Himmelen skal vide, det gik fort!
Hele Verden var hans "Slægt",
til hans Pengemagt var knækt;
nu han stønner under Skjæbnenes Helvedsvægt.

Det er "sødt" at måke Stallen,
sødt at feje Køkkenrusk,
det er sødt at høre alskens råddent Snak;
sødt på TøseDanseballer, sødt at prygle op hver Slusk,
som dig håner for din altfor fine Frak.
Ja, det gjør dig Pokkers kry, sætter Næsen din i Sky,
at til Hestetroppens Fløjmand de dig gjør,
mens du inderlig misunder ham, der ligesom staar under,
pudser Skoen din og stundom siger "Sir".

Naar det Hjem, vi aldrig ænser,
og den Ed, vi aldrig holdt,
og alle de vi kjender og har kjær,
i den snorkende Barakke
har os Søvnløshed forvoldt,
kan det undre dig at vi fordrukken er?

Naar den drukne søvnig mumler,
mens med Ninderne han tumler
og vort Fald i Rædslens mørke Farver staar,
og hver skjulte Synd fremstammes,
kan det undre dig, vi lammes
og at hyppig vi os strammer med en Taar?

Vi har opgit Haab og Ære, vi har opgit Kjærlighed
og vi glider ned ad Stigen Steg for Steg.
Ak, vor Pinsel kan kun maales med det Maal,
som alle ved: altfor ung vi lærte Livets Fareleg.
Nu vi skammer os ved Anger;
med vort Fald, vor Dom vi pranger;
vi er stolt vi ei med Stolted staar i Pagt.
Vor Forbandelse os klemmer,
til en fremmed Jord os gjemmer,
og vi dør, og ingen ved, hvor vi er lagt.