Wergelands-statuen syttende maj
togene hilste. Og som det siste,
taktfast og langsomt,
arm i arm mænnene, kvinner med blommer,
bønderne kommer, bønderne kommer.

Østerdals-skogenes mægtige høvding
bar deres fane. Straks som vi ser den,
over dens blod-duk
alle de tusenes tanker sig samle:
den er vor gamle, den er vor gamle!

Ænnu ej løven bar annet folks krone
ænnu ej duken var Danebrogs-spaltet.
Fremtiden så jeg,
dengang med fanen om Wergelands billed
bønderne stillet, bønderne stillet.

Mest av vort tap i de utrundne tider,
mest av vor vinning og mest av vor længsel,
mest av det hele:
Fortidens ansvar og fremtidens ære
bønderne bære, bønderne bære,

Hårdt har de sonet hvad fordum blev syndet.
Men de sig rejser! Nylig på tinge
tok de et manns-tak,
Nordlænding, Vestlænding, Oplænding, Trønder,
alle de bønder, alle de bønder.

Holder det vundne, fordi de vil vidre;
hel må vi have selvstændigheds-æren!
Alle vi vet det:
Engang med blommende Wergelands-sommer
bønderne kommer, bønderne kommer.