»Hvem banker så silde på klostrets port?«
»Fattig-mø ifra fremmed land!«
»Hvad lider så du, og hvad har du gjort?«
»Alt, et hjerte det lide kan.
Men Intet har jeg gjort,
jeg trætner, jeg trænger,
jeg kan ikke stort,
og dog må jeg længer.
Luk op, luk op, jeg har ikke sted,
jeg har ikke fred.«

»Hvad hedder det land, som du har forladt?«
»Norden-landene, langt herfra!«
»Hvad voldte, du standsed just her i nat?«
»Kvinne-røsters "Haleluja"!
Det sken, det sang af fred,
på sinnet det sænktes,
og alt, hvad jeg led,
sig løfted og længtes.
Luk op, luk op, for ejer I fred,
så giv mig med!«

»Først nævn mig din smærte; hvad hedder den?«
»Aldrig mere jeg kan få ro.«
»Så tabte du Nogen, din far, din ven?«
»Ja, jeg tabte dem begge to!
Og alt, jeg havde kjært,
selv tanken i hjærte,
ja hver jeg havde nært,
fra længes jeg lærte.
Luk op, luk op, jeg synker; jeg ser,
jeg kan ikke mer!«

»Din far, hvordan var det, du tabte ham?«
»Dræbt han blev, og jeg så derpå!«
»Din ven, hvordan var det, du tabte ham?«
»Han drap far, og jeg så derpå.
Han tog mig, men jeg græd
og bad hele Tiden,
så slap han mig ned,
så flygted jed siden.
Luk op, luk op, jeg elsker, det er Gru,
jeg elsker ham endnu.«

KOR af NONNERNE fra den OPLYSTE KIRKE:
Kom barn, kom brud,
kom in til Gud,
kom synd, kom savn,
i Jesu favn.
Hvil synkende sorgen
på Horebs top,
med lærken i morgen
så kvidrer du op.

Her attrå du bytter,
her længsler du flytter,
her frygten den faller,
hvor Frelseren kaller,
her, knækket som sivet,
du rejser dig hel,
i hedninge-livet
forliste sjæl!