Jeg kører frem gennem strålefryd
i søndags-stilhed med klokkelyd. 
Alt løfter solen, fra myg til sæden,
som var den selve alkærligheden. 
Og folk forbi mig til kirke køre,
snart stiger salmen for åbne døre. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Jeg har det herligste rejsefølge,
skønt det sig stundom mon listig dølge,
men når du så mig så søndagsglad,
var det, fordi at vi flere sad,
og når du hørte mig dæmpet synge,
de sad i tonen som i en gynge. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Mig følger en med en sjæl så stor,
for mig hun ofrede alt på jord,
ja, hun, som lo, når min båd blev krænget
og blev ej bleg under uvejrs-hænget,
ja, hun, imellem hvis hvide arme
jeg kendte livets og troens varme. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Se, deri er jeg af sneglearten,
at huset bærer jeg med på farten,
og den, som tror, det er tungvindt bør,
han skulle vide, hvor godt det gør
at krybe ind under taget atter
hvor hun står lys, mellem barnelatter. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Ej måler tankens, ej digtets søn
så høj en hvælving, så dyb en brønd
som fra den himmelske kærlighed
til dér, den spejler i vuggen ned. 
Ej sjælen lyser, ej hjertet dugger,
som når dit barn under bøn du vugger. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Hvem ej har kærlighed i det små,
han kan ej mængdens, ej mindets få. 
Hvem ej kan bygge sit eget hus,
hvad stort han bygger, går og i grus. 
Med sejr fra Moskva til Kartagena
han dør dog ensom på Sankt Helena. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Har først du bygget dig selv et fæste,
så at du frelser endog din næste,
skønt børnehænders og kvindeværk,
det fæste holder din sjæl så stærk,
at den går hel gennem kamp og fare
og giver mod al den største skare. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Et enkelt hjem bar så tit et land,
når ud det sendte dets frelsermand,
og mange tusind af hjem det var,
som landet frelst ifra slaget bar. 
Og det, som bærer det gennem freden,
er hjemmets pulsslag i travelheden. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Trods alt det fine i fremmed duft
helt ren alene er hjemmets luft. 
Der møder bare det barne-sande,
og synden kysses ifra din pande,
til hjemmet hist står der åbne døre:
thi derfra kom det, - og did det føre! 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej. 

Godt mod, du vandrer på kirkevej! 
Du be'r for dine, for mine jeg,
thi bønnen bærer et stykke frem
på vejen mellem de tvende hjem. 
I bøjer ind, jeg må vid're køre,
mens salmen følger fra åbne døre. 
Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej.