Hvad siger de dog om dig, du evigunge mor?
At du er bleven hærtat; om dig de dette tror?
At du er bleven hærtatt og er ej bedre værd;
din ære og din frihed er i de svenske sværd,
det siger de om dig? Dig selv du råder ej?
Men, vet du, det er derfor jeg holder så af dig!

Hvad gjør de også mot dig, du evigunge mor?
De tør ej tro, de frygter, at faren er for stor,
de krænker dine love, de åpner dine hjem,
så andre ind kan træde, og dele magt med dem.
De tør ej tro på dig og heller ej på sig?
Men, vet du, det er derfor jeg holder så af dig!

For var du så fullkommen, så lykkelig og stor,
som vi dig alle undte, du evigunge mor,
ja, var du så fullkommen, som den jeg nævner ej,
da var der ingen fare, du trængte ikke mig.
Men her er åpnet vej, du trænger også mig,
og, vet du, det er derfor jeg holder så af dig.

Du ser dig om iblandt os, du evigunge mor.
Hvor mange har du med dig, hvor mange mon, som tror?
"Er jeg en frifødt kvinne, er blankt mit løveskjold?
Er jeg en hærtat kvinne, og nu i Svænskevold?"
Det spørsmål gir du mig, så det, det afgjør jeg,
ja, vet du, det er derfor jeg holder så af dig.

Jeg er nu bare liten; men du, du gjør mig stor,
når så du roper på mig, du evigunge mor.
Da er det som jeg kjænder, at magt har også jeg,
og at så fri som du blir, så fri blir også jeg,
så fri blir også jeg og tusen efter mig,
ja, vet du, det er derfor jeg holder så af dig.